SYNSPUNKT: Svinesmitte er ikke private oplysninger

[label style=”important”]Synspunkt[/label]Når en agrovirksomheds svin er smittet med de særlige svinebakterier, MRSA, er det private oplysninger om den enkelte bonde. Det vurderer Fødevareministeriets Klagecenter i en opsigtsvækkende afgørelse, som Åbenhedstinget nu har indbragt for ombudsmanden.

Oplysninger om smitte i svin betragtes som private for den enkelte landmand.

Åbenhedstinget har bedt om aktindsigt i de agrovirksomheder, hvor der er konstateret MRSA i svinene. Det er vigtigt at vide for de ansatte, for kunder, besøgende, naboer og  deres pårørende . MRSA-svin smitter mennesker. I dag er omkring 10 procent af alle MRSA-patienter i Danmark af den særlige svinetype, MRSA 398.

Klagecentret har fastholdt Fødevarestyrelsens afvisning af aktindsigt med den argumentation, at oplysningerne kan skade den enkelte virksomhedsejer og hans omdømme, hvis de kommer frem.

Centret bygger sin vurdering på oplysninger fra Statens Serum Institut, der i afgørelsen fremstår uden dokumentation.

Åbenhedstinget har derfor ikke blot bedt ombudsmanden vurdere argumentationen, men bedt om aktindsigt i hele sagen i Klagecentret og særskilt i materialet fra Statens Serum Institut.

Alle oplysninger kan skade
Oplysninger om MRSA i svinene kan umiddelbart påvirke omsætningen i en agrovirksomhed , ligesom enhver form for negativ miljøoplysning kan skade en virksomhed. Hvis denne argumentation vinder indpas i centraladministrationen, ville det få uoverskuelige konsekvenser.

Virksomheders brug af giftige stoffer eller andre risikable produktionsmetoder kunne i så fald hemmeligholdes, fordi åbenhed kunne hævdes at ville skade virksomhedens omsætning og også føre til, at det var svært at finde medarbejdere.

Oplysninger om gift i byggegrunde kunne føre til lavere salgspriser på ejendomme, og at forældre ikke ønskede deres børn passet i institutioner på sådanne giftgrunde.

Oplysninger om smittefare eller forurening på restauranter kunne føre til, at gæsterne holdt sig væk, osv.

Myndigheder må afveje
Skal der være nogen mening i en sådan argumentation, må myndighederne åbent og upartisk vurdere skadevirkningerne af den miljøoplysning, der ønskes indsigt i, over for en afvejning af værdien af oplysningen for virksomhedernes ansatte, naboer og den øvrige del af befolkningen.

Spørgsmålet er, om frygten hos MRSA-inficerede agrovirksomheder for at miste kunder og medarbejdere m.v. kan begrunde afslag på offentlighed, eller om risikoen for smitte hos kunder, medarbejdere, naboer, børnehavepersonale, sygehuspersonale og familiemedlemmer skal tages alvorligt og føre til offentlighed.

Personhensyn tæller mindst
Hensynet til private personoplysninger skal veje meget tungt, før det kan tilsidesætte offentlighed. Personhensyn tæller normalt og af gode grunde væsentligt mindre end hensynet til risici for offentligheden. Det understreger EU-direktivet om miljøoplysninger, og ombudsmanden har gentaget det i en række afgørelser, senest i sagen om VETstat – indsigt i dyrlægernes medicinudskrivning.

Generelt oplever vi imidlertid, at offentlige myndigheder forsøger at udvide brugen af private oplysninger i deres administration, mens de samtidig forsøger at lukke af for offentlighedens adgang til de samme oplysninger med den argumentation, at de ønsker at beskytte private oplysninger.

Oftest lyder argumentet for mere overvågning af private oplysninger, at hvis man ikke har noget at skjule, bør man ikke være nervøs for den type indsamling af oplysninger.

Det fører til en skævvridning, hvor myndighederne kan bruge – men undlader at analysere og reagere på – databaser med alle former for private oplysninger, mens medier og offentlighed afskæres  muligheden for at undersøge og kontrollere myndighedernes fremfærd. Sker indsatsen på et rimeligt og juridisk korrekt grundlag? Får den løst problemet eller blot skjult det? Den slags spørgsmål kan ikke besvares, med mindre medierne har adgang til de grundlæggende data.

Myndigheder kører samme argument – igen og igen
Som hovedregel bør private oplysninger være beskyttede, når der er tale om personer som er klienter i det offentlige system, hvorimod virksomheder, boligejere og lignende aktører bør være omfattet af offentlighed. Og selvom personer er klienter og dermed neskyttet, bør det være muligt at trække generelle konklusioner ud af myndighedernes databaser.

Der er behov for, at medier, jurister og myndigheder i fællesskab forsøger at opstille nogle fortolkninger af, hvordan afvejning mellem private oplysninger og generel åbenhed skal foregå. Og hvor der er uenighed, bør vi stræbe efter at få afprøvet denne uenighed og herefter rette ind efter afgørelsen, som f.eks. i VET-Stat-sagen.

I dag virker det som om myndighederne i sag efter sag klynger sig til den samme fortolkning, som tidligere er afvist.

Det er spild af ressourcer for alle parter.

[spoiler title=”Se nogle af sagens dokumenter her” open=”0″ style=”2″]27. marts 2012: Kjeld Hansens og Nils Mulvads klage over afslaget

29. maj 2012: Fødevareministeriet afviser aktindsigt

14. juni. 2012: Anmodning om, at ombudsmanden behandler sagen

14. juni. 2012: Anmodning om aktindsigt i klagesagen[/spoiler]