Danske landmænd bruger mere og mere af stoffet zinkoxid til smågrise, og det kan være med til at udbrede den farlige MRSA-bakterie, siger ekspert
Danske svinebønder bruger mere og mere af stoffet zinkoxid, og det kan vise sig at blive særdeles farligt, da flere forskere forbinder brugen af zinkoxid med den farlige antibiotikaresistente bakterie MRSA, som DR’s “Bag Facaden” behandlede i mandags.
Læs mere om MRSA-bakterien her.
Tal fra Fødevarestyrelsesns egen medicindatabase, VetStat, viser, at danske svin har fået mere end 77 tons zinkoxid i år – en stigning fra sidste år, som det fremgår af den stiplede linje på grafen, der viser den generelle tendens. Zinkoxiden bruges til at regulere tarmfloraen i smågrise, der afvænnes fra soens mælk, for at at forhindre diarré og derved fremme væksten i grisene – noget man indtil for godt et årti siden brugte antibiotika til. Det valgte man dog dengang at forbyde, fordi det skabte resistens overfor antibiotika. Men ifølge Hans Jørn Kolmos, der er forskningsleder på afdeling for klinisk mikrobiologi på Odense Universitets Hospital, kan zinkoxiden være lige så slem. Ved overforbrug kan bakterierne i grisen nemlig blive resistente overfor zinkoxid, og det kan medføre resistens overfor antibiotika.
“Forklaringen er formentlig, at alle de her resistenser er samlet i en ”gen-pakke”, som bakterien kan videregive og erhverve. Så hvis du giver zink til et dyr, så får du ikke bare zinkresistens i en bakterie, men du får en bakterie, som samtidigt er methicillin-resistent og resistent overfor tetracyclin, som vi jo også bruger i stor stil. Så med zink kan du lave antibiotikaresistens og omvendt,” siger han.
Læs mere om tetracyclin-forbruget her.
Hans Jørn Kolmos bakkes op af en undersøgelse fra DTU’s Fødevareinstitut fra 2011, der konkluderer, at brugen af zink i grisefoder meget vel kan have været med til at udbrede MRSA i Danmark. I juni sidste år blev brugen af zinkoxid standardiseret, da produktet VetZink blev godkendt, og brugen af produktet til svin er langsomt steget siden. Stigningen i brugen af zinkoxid bekymrer Hans Jørn Kolmos, der sender svinebønderne og medicinalindustrien tilbage til tegnebrættet.
“Svaret er bare: Det dur ikke, for det er ligeså skadeligt som at bruge antibiotika.“
Skriv et svar