Det var først, da ansatte gik til pressen, at oplysninger om alvorlige forhold på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital (AUH) kom frem i lyset: Mange patienter har ventet for længe på en kræftoperation og har ikke fået ordentlig information om rettigheder og muligheder for behandling andre steder. Patienter, der har klaget, er kommet foran i køen i strid med retsprincippet om lige behandling af borgerne. (Denne artikel blev publiceret som kronik i Jyllands-Posten 29. maj).
Læger indberettede til ledelse og ”whistleblowerordning”
Læger på afdelingen indberettede sidste år til afdelings- og hospitalsledelsen, at ventetiden for operationer var over 5 uger, nogle patienter måtte vente 10 uger, ingen operationer kunne overholde behandlingsgarantien på 2 uger, og patienter fik ikke tilbud om behandling i udlandet.
For to år siden vedtog Folketinget loven om beskyttelse af whistleblowere, som kræver, at den enkelte myndighed opretter eller indgår aftale med en særlig enhed, der kan modtage indberetninger. Region Midtjylland har indgået aftale med et advokatfirma, der skal modtage og behandle indberetninger. Regionen har desuden oprettet en vurderingskomité i eget regi med tre direktører fra koncernledelsen, der behandler henvendelser fra advokatfirmaets whistleblowerenhed.
Lægernes henvendelser til interne ledelser førte ikke til ændringer, og i november 22 indberettede de til whistleblowerenheden ved advokatfirmaet. Indberetningen gav en klar beskrivelse af de alvorlige forhold og sluttede med ordene: ”Fagligt kan vi ikke længere tage ansvaret.” (Oplysninger er hentet fra dr.dk).
Behandlingen ved whistleblowerenheden trak ud, og læger fra afdelingen valgte i foråret at orientere offentligheden. Region Midtjyllands øverste direktør Pernille Blach Hansen har fortalt DR, at hun ikke selv har set lægernes indberetning, og derfor ikke kan kommentere den. Hun kan heller ikke kommentere rapporten, der blev lavet til regionens direktionen. Regionen har afvist at give aktindsigt i en redegørelse, der er sendt fra regionen til advokatfirmaet.
Loven kræver hemmeligholdelse
Hemmeligholdelsen bygger på en særlig tavshedspligt, som Justitsministeriet og Folketinget satte ind i loven. EU-direktivet stiller krav om beskyttelse af identiteten på personer, der har indberettet forhold. En sådan tavshedspligt ville være på linje med arbejdsmiljøloven for ansatte, der indberetter forhold til Arbejdstilsynet.
Justitsministeriet og Folketinget besluttede at udvide tavshedspligten, så den også omfatter oplysninger, der indgår i indberetningen. En sådan tavshedspligt udelukker aktindsigt.
Folketingets Retsudvalg blev under lovforslagets behandling gjort opmærksom på, at hemmeligholdelse af oplysninger om alvorlige forhold ville blive konsekvensen bl.a. i skriftlig redegørelse fra mig.
Det er paradoksalt, at loven kaldes loven om beskyttelse af whistleblowere. Den giver særlig beskyttelse mod repressalier ved indberetning til et lukket system, men stiller restriktive betingelser ved egentlig whistleblowing til offentligheden. Lovens beskyttelse gælder ikke ved indberetning direkte til myndighedens ledelse eller til relevant tilsynsmyndighed.
Den særlige tavshedspligt gælder både for whistleblowerordninger og for kontrol- og tilsynsmyndigheder og andre, der modtager oplysninger som led i opfølgning. Tavshedspligten betyder, at der hverken er ret til aktindsigt eller mulighed for, at en myndighed orienterer offentligheden om alvorlige problemer, der er indberettet.
Sagen fra AUH illustrerer, at ”whistleblowerlovens” system betyder langtrukken sagsbehandling, mørklægning og ansvarsfralæggelse. Det var først da læger gik til pressen, at der kom gang i undersøgelser og reaktioner. Medieomtalen betød, at regeringen nu har præsenteret en ny sundhedspakke med overvågning af ventetider på operationer og flere midler til kræftbehandling i Danmark og i udlandet, hvis der ikke er pladser i Danmark.
Lovkravet om mørklægning gælder i mange sager
Den nye ”whistleblowerlov” kan betyde lukkethed om mange andre alvorlige problemer. Loven omfatter alle myndigheder, virksomheder og organisationer, og sager kan handle om korruption, hvidvask, skattesvindel, social dumping, forurening, farlige arbejdsforhold, usikre produkter, omsorgssvigt, dyremishandling, magtmisbrug, seksuelle krænkelser, nepotisme, ledelsessvigt, vildledning af offentligheden og meget mere.
Det ville være både bedre og billigere, hvis loven havde sikret beskyttelse til ansatte, der taler med kolleger om kritisable forhold, orienterer ledelsen direkte eller offentligheden. Det særlige whistleblowersystem forsinker mulighederne for at stoppe ulovligheder og andre alvorlige fejl. I stedet for at begrænse beskyttelsen til en særlig ordning burde loven stimulere til et godt ytringsklima, hvor ansatte tør gøre opmærksom på forhold. Ytringsfriheden burde være sikret for åbne drøftelser om retskrav, faglige standarder, organisering og ressourceproblemer mv.
Når en minister eller anden politisk ledelse f.eks. mangler lovgrundlag til handlinger, der ønskes iværksat i en fart, er det vigtigt, at embedsmænd tør advare direkte og meget hurtigt. Det dur ikke, hvis en særlig whistleblowerenhed skal orienteres først for at få beskyttelse, og fristen for feedback er tre måneder.
Det ville også være klart bedre, hvis loven havde beskyttet ansatte ved indberetning til den faglige tilsynsmyndighed på det enkelte område fremfor at oprette en central enhed ved Datatilsynet til at behandle alle typer problemer. I sagen fra AUH var Sundhedsstyrelsen ikke blevet orienteret af ledelsen på hospitalet eller regionen om overtrædelsen af behandlingsgarantien. Det var også i strid med reglerne.
Egentlig whistleblowing kan høres i offentligheden
Det kan være vanskeligt at finde løsninger på problemer, men det nytter i hvert fald ikke at skjule problemerne i et lukket system. Klar information må sendes opad til administrative og politiske ledelser, der har ansvar for rammerne. Hvis problemer ikke kan løses på det nærmeste ledelsesniveau, må informationen videre til næste niveau. Ved alvorlige problemer må den øverste administrative og politiske ledelse informeres for at fastholde ansvaret for rammer og retningslinjer.
Whistleblowing til en journalist, der styrker og klargør dokumentationen før publicering, er ofte afgørende i i alvorlige tilfælde. Det viser mange eksempler, bl.a. sager om nepotisme i forsvaret, ulovlige inkassometoder, hvidvask i banker og falske test af fødevarer. Det er flot, når en whistleblower har mod til at stå frem og orientere offentligheden om alvorlige problemer. For ansatte, der frygter repressalier fra ledelsen, kan det være nødvendigt at få kildebeskyttelse af journalisten.
Indberetninger til ”whistleblowerlovens” lukkede enheder er ikke vejen frem. Sagen fra AUH er et eksempel på, at offentlighed om praksis er afgørende for at opnå debat, undersøgelser, kontrol og ændringer. Offentlighed er nødvendig for at styrke borgernes retssikkerhed, ansattes faglige integritet og administrative og politiske ledelsers ansvar.
Skriv et svar