Regeringens lovprogram for 2014 – 15 varsler ikke ændringer i miljøoplysningsloven. Det betyder, at lovens henvisninger til offentlighedsloven fortsat handler om den gamle offentlighedslov. Her er der altså en lomme, hvor indskrænkningerne i den nye offentlighedslov ikke gælder. Et udkast til vejledning i at bruge miljøoplysningsloven i denne særlige situation er udsendt i høring for et år siden, men aldrig taget i brug.
Den nye offentlighedslov blev vedtaget i juni 2013 og trådte i kraft 1. januar 2014.
Miljøministeriet sendte et lovudkast i høring i sommeren 2013, der ville harmonisere miljøoplysningsloven med reglerne i den nye offentlighedslov, og regeringens lovprogram for 2013 – 14 varslede et lovforslag.
Åbenhedstinget får støtte i kritik af lovforslag
Åbenhedstinget kritiserede den 22. september 2013: Ny miljøoplysningslov strider afgørende mod EU-regler.
Lovforslaget ville bryde med internationale krav til offentlighed. En række andre tilsluttede sig den kritik. Lovforslaget blev derfor ikke fremsat.
Største sejr for miljøåbenhed
I stedet kom Miljøministeriet med et udkast til en vejledning, der beskrev hvordan den gamle offentlighedslov var gældende på miljøområdet. Åbenhedstinget roste det og konkluderede: Åbenhed sejrer inden for miljøet.
Daværende forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Oluf Jørgensen jublede over den største sejr for åbenhed inden for miljøet det år. Men ministeriet gik i rette med den fortolkning i januar 2014 og bebudede over for Åbenhedstinget, at der snart ville komme en ny miljøoplysningslov: Ny miljøoplysningslov kommer alligevel
Ny lov er stadig udsat
Vi og andre ventede, men der skete intet i løbet af det næste halve år. Og vi kiggede derfor med stor interesse på regeringens lovprogram ved Folketingets åbning i oktober 2014. Her var miljøoplysningsloven ikke med.
Oluf Jørgensen har på Mediejura netop skrevet om, hvordan den gamle miljøoplysningslov derfor stadig gælder:
Mediejura: DEN GAMLE OFFENTLIGHEDSLOV GÆLDER FORTSAT FOR MILJØOPLYSNINGER
Vejledning aldrig gjort færdig
I artiklen beskriver Oluf Jørgensen også, hvordan vejledningen i miljøoplysningslovens særlige referencer til en historisk version af offentlighedsloven stadig gælder, men at det ikke er omtalt i retsinformation, ligesom der ikke findes en endelig vejledning, men kun det udkast, som Åbenhedstinget har lagt ud.
Glæd jer over de særlige regler på miljøområdet – og brug dem. I praksis lever den gamle offentlighedslov videre på miljøområdet.
Skriv et svar