Tårnby Kommune kan ikke nøjes med at give aktindsigt i helt overordnede oplysninger.
Tårnby Kommune hemmeligholder oplysninger, som kan læses på producenternes hjemmesider. Kommunen mener også, at oplysninger om at tankene indeholder flybrændstof er fortrolige. Miljøklagenævnet har netop underkendt kommunen. Kommunen skal behandle sagen en gang til.
Tårnby Kommune har været den mest besværlige af alle kommuner til at udlevere oplysninger om risikovirksomheder. I kommunen er der en risikovirksomhed: Brændstoflageret Københavns Lufthavn I/S, og det er den, som kommunen ikke vil fortælle om.
Åbenhedstinget bad alle kommuner om oplysninger om risikovirksomheder den 10. januar 2008. På trods af flere henvendelser ignorerede Tårnby Kommune den henvendelse, og da kommunen endelig blev presset til at besvare henvendelsen om aktindsigt den 16. november 2010.
Den afgørelse blev påklaget til Miljøklagenævnet den 4. december 2010, hvorefter Miljøklagenævnet ophævede afgørelsen og sendte sagen tilbage til kommunen.
Den 28. november 2011 traf Tårnby Kommune en ny afgørelse om aktindsigt i sikkerhedsdokumentet. Her var resultatet, at kommunen kun oplyste navnet på risikovirksomheden, som vi parentes bemærket allerede kendte, samt nogle helt generelle oplysninger.
Det klagede Åbenhedstinget over til Miljøklagenævnet den 19. december 2011, og det er denne klagesag, som nu er færdigbehandlet.
Tårnby tager sagen igen
Kommunen taber klokkeklart. Deres afgørelse ophæves igen, og sagen skal behandles på ny.
Miljøklagenævnet skriver blandt andet:
Nævnet finder tillige, at sikkerhedsdokumentet indeholder en lang række af generelle oplysninger, som ikke burde være undtaget retten til aktindsigt under henvisning til hensynet til statens sikkerhed, f.eks. generelle oplysninger om anlægget, sikkerhedsorganisation samt leverandørbrugsanvisninger
og brændstofspecifikationer. F. eks. finder nævnet ikke, at sikkerhedsdokumentets generelle oplysninger om, at der opbevares flybrændstof i tankanlæg i tilknytning til Københavns Lufthavn kan begrunde undtagelse fra retten til aktindsigt, ligesom produktspecifikationen for brændstoffet Jet-A1 fremgår af de respektive producenters hjemmesider.
Rykker kommunen for svar
Belært af kommunens manglende besvarelser af tidligere henvendelser om aktindsigt, har Åbenhedstinget denne gang henvendt sig til kommunen på basis af afgørelsen fra Miljøklagenævnet. Kommunen er blevet bedt om at oplyse navn på sagsbehandler og tidsramme for besvarelse, samt bekræfte, at den overhovedet har modtaget mailen.
8. november 2010.Email til Taarnby Kommune
11. november 2010: Tårnby Kommune sylter aktindsigt
5. juli 2012: Afgørelse fra Miljøklagenævnet
Skriv et svar