Af Magnus Jølnæs Jacobsen og Andreas Hein
Potentielt farlige virksomheders beliggenhed holdes hemmelige af kommunerne. Men alligevel kan mange af oplysningerne findes på internettet. Koppers Denmark A/S i Nyborg er en af dem.
Det er Politiets Efterretningstjeneste, der ønsker oplysningerne hemmeligholdt af frygt for terror. Miljøministeriet og Miljøstyrelsen har derfor ikke villet udlevere en liste over Seveso-virksomheder i forskellige kommuner.
Hemmeligt, men frit tilgængeligt
Selvom Politiets Efterretningstjeneste har givet miljømyndighederne mundkurv på, kan det dog hjælpe at grave lidt dybere på internettet. Der er nemlig muligt at finde de ”hemmelige” ting frit tilgængeligt.
En af de virksomheder, der kan findes oplysninger om på internettet, er Koppers Denmark A/S i Nyborg på Fyn. Virksomheden, der arbejder med store mængder tjære og olie, hører under Seveso-direktivet. Hos virksomheden selv lægger man ikke skjul på, at man er en Seveso-virksomhed, men Kirsten Tønnesen, der er miljø- og kvalitetschef hos Koppers Denmark A/S, påpeger dog, at virksomheden ikke er farlig for beboede områder.
Ingen grund til bekymring
Det værste scenarie er ifølge Kirsten Tønnesen eksplosion eller brand, og det vil kun lige komme ud på den anden side af Koppers’ areal. Ikke noget naboerne bør frygte for.
” Det eneste beboede område vi kan nå, er et par boliger på vejen, men sandsynligheden for at det sker, er den samme som at få en flyvemaskine i hovedet.”
Hun afviser i samme ombæring at udlevere virksomhedens sikkerhedsrapport.
”Man kan jo bruge det, så man ved hvor man skal ramme virksomheden,” lyder det.
Skriv et svar