Forordet til Justitsministeriets udkast til vejledning for whistleblowere starter med at angive formålet: ”Det er afgørende, at det er trygt at være whistleblower, fordi det er i offentlighedens interesse, at kritisable forhold på offentlige og private arbejdspladser kommer frem i lyset.”
Den gode indledning har desværre ikke sat præg på vejledningens indhold. Den giver hverken tryghed for whistleblowere eller hjælp til at få kritisable forhold frem i lyset – tværtimod.
Vejledningen for whistleblowere gentager en række svagheder og mangler ved de vejledninger, Justitsministeriet tidligere har sendt i høring om whistleblowerordninger ved private hhv. offentlige arbejdspladser. Se Åbenhedstingets høringssvar til disse vejledninger.
Åbenhedstingets tidligere høringssvar er også relevant for den aktuelle høring om vejledning til whistleblowere. Dette høringssvar fokuserer på særlige elementer i Justitsministeriets udkast til vejledning for whistleblowere, der øger usikkerheden. Se Justitsministeriets udkast til vejledning.
Link til folketinget.dk om lovforslaget med bemærkninger, EU-direktivet og lovforslagets behandling i Folketingets Retsudvalg. Se Åbenhedstingets høringssvar til lovforslaget. Yderligere oplysninger om whistleblowing findes i rapporterne: Beskyttelse af whistleblowere af Oluf Jørgensen og Fortrolige kilder af Nils Mulvad.
Vejledningen gør det vanskeligere at være whistleblower
Direktivets anvendelsesområde er overtrædelser af en lang række EU-regler inklusive nationale regler, der implementerer EU-reglerne. Den danske whistleblowerlov supplerer med overtrædelser af andre EU-regler og rent nationale regler, men begrænser her anvendelsesområdet til alvorlige forhold.
Lovens definition på anvendelsesområdet giver problemer. Det er svært selv for eksperter at skelne mellem regler, hvor alle overtrædelser er omfattet, og andre regler, hvor kun alvorlige forhold er omfattet.
Vejledningen øger usikkerheden ved at opfordre whistleblowere til så vidt muligt at forklare, ”hvorfor man mener, at der er tale om overtrædelse af et forhold, som er omfattet af whistleblowerloven.” Derefter følger først en længere opremsning af EU-regler, der slutter med tunge henvisninger til artikler i traktaten og specifikationer i EU-foranstaltninger. Dernæst kommer lister med eksempler på alvorlige overtrædelser nationale regler.
Vejledningen bør ikke opfordre whistleblowere til at gøre nærmere rede for, hvorfor de mener, at forhold er omfattet af loven. Det må ikke blive whistleblowerens opgave at studere EU-regler og andre retsregler for at få beskyttelse. Beskyttelsen skal heller ikke gøres afhængig af, at personalet ved whistleblowerordning når frem til, at forholdet er så alvorligt, at det skal undersøges nærmere.
Vejledningen bør i stedet understrege, at whistleblowere er beskyttet, når de er i god tro, uanset at det skulle vise sig, at et forhold faktisk ikke er omfattet af anvendelsesområdet eller ikke er en overtrædelse af regler. Når whistleblowere har rimelig grund til at antage, at EU-regler bliver overtrådt eller andre overtrædelser er alvorlige, har de ret til beskyttelse.
Vejledningen bidrager yderligere til usikkerheden: I afsnit 5 er det vigtige ord ”rimelig” ikke nævnt i betingelsen for at beskytte whistleblowere. I afsnit 8 fremgår det ikke, at overtrædelser af en række EU-regler er omfattet uden begrænsning til ”alvorlige” forhold.
Det er påfaldende, at overtrædelser af offentlighedsloven og forvaltningsloven ikke er nævnt i vejledningen. Whistleblowing om overtrædelser af disse to centrale love er ellers nævnt i lovens forarbejder.
Vejledningen oplyser ikke om, at bevisbyrden vender, når whistleblowere godtgør, at de har foretaget en indberetning eller offentliggørelse og har været udsat for en skade. Herefter gælder retten til beskyttelse, medmindre arbejdsgiveren beviser, at en negativ reaktion ikke har sammenhæng med whistleblowing.
Vejledningen oplyser heller ikke om whistlebloweres ret til genansættelse eller godtgørelse, hvis de udsættes for repressalier eller bliver hindret eller forsøgt hindret i whistleblowing.
Mangelfulde oplysninger om whistlebloweres muligheder for at offentliggøre
Vejledningens afsnit 7 om offentliggørelse oplyser kun om de restriktive regler for offentliggørelse i direktivet og whistleblowerloven, og denne orientering er tilmed mangelfuld.
Som eksempler på ret til offentliggørelse efter forgæves indberetning nævnes manglende svar inden for fristen og utilstrækkelige undersøgelser. Vejledningen oplyser ikke om ret til offentliggørelse, når der ikke er reageret på indberetninger med passende foranstaltninger.
Vejledningen gør ikke opmærksom på, at offentliggørelse efter whistleblowerloven kan ske uden forudgående indberetning ved overhængende eller åbenbar fare for offentlighedens interesser, risici for repressalier, risici for sletning af dokumentation eller ringe udsigt til effektiv reaktion.
EU-direktivet oplyser udtrykkeligt, at andre nationale regler for beskyttelse af informations- og ytringsfrihed kan give whistlebloweren beskyttelse ved offentliggørelse uden forudgående indberetning (art. 15, stk. 2). Direktivet fastslår endvidere, at gennemførelsen af de nye regler ”under ingen omstændigheder” berettiger til at forringe eksisterende beskyttelsesniveau (art. 25).
Justitsministeriets vejledning oplyser ikke om muligheder for at sikre beskyttelse ved offentliggørelse, som følger af andre retsregler i samspil med whistleblowerloven.
Justitsministeriets vejledning nævner offentligt ansattes ytringsfrihed i det sidste afsnit, men uden at gøre opmærksom på, at ansatte kan styrke beskyttelsen mod repressalier ved at indberette et forhold til en whistleblowerordning før eller samtidigt med offentliggørelse.
Justitsministeriet omtaler slet ikke den vigtige bestemmelse om whistleblowing i loven om forretningshemmeligheder § 5. Denne regel sikrer whistleblowere mod retlige sanktioner ved offentliggørelse uden forudgående indberetning om ”forseelser, uregelmæssigheder eller ulovlige aktiviteter”, når whistleblowing sker for at beskytte offentlighedens interesser.
Loven om forretningsoplysninger sikrer, at whistleblowere ikke kan rammes af forbud,
påbud, erstatningskrav eller straf, og domstolene skal afvise eventuelle sager herom.
Loven sikrer derimod ikke beskyttelse mod repressalier i ansættelsesforhold f.eks. fyring, men denne beskyttelse kan whistlebloweren opnå ved at indberette et forhold til en whistleblowerordning før eller samtidigt med offentliggørelse.
Justitsministeriets vejledning omtaler ikke, at whistlebloweren kan offentliggøre direkte via webplatforme og sociale medier eller ved information til politikere, NGO’er, fagforeninger, erhvervsorganisationer eller journalister (direktivet art. 5 og præamblen pkt. 6 og p. 45).
Vejledningen nævner heller ikke som direktivet, at beskyttelsen af whistleblowere som journalistiske kilder er afgørende for den undersøgende journalistiks rolle som ”vagthund” i demokratiske samfund (direktivets præambel p. 46).
Publicering om alvorlige forhold, hvor oplysninger kommer frem via undersøgende journalistik, vil fortsat være den mest effektive vej til at styrke kontrol og forebyggelse. Det viser mange eksempler, bl.a. sager om nepotisme i forsvaret, udbyttesvindel, inkassometoder, hvidvask i banker og falske test af fødevarer. Publicering har præventiv effekt, sætter gang i myndigheder og skaber politisk opmærksomhed. Det gør whistleblowing til lukkede whistleblowerenheder ikke.
Justitsministeriets vejledning for whistleblowere gør det ikke nemmere at få kritisable forhold frem i lyset – tværtimod.
Skriv et svar