En lang række af Cavling-historierne – og mange andre historier – kunne ikke være skrevet, hvis de havde skullet researches under de regler, som en ny offentlighedslov indfører. Det konkluderer Erik Valeur og Lars Rugaard i en 120 sider lang hvidbog, som er udkommet i dag.
Hent hvidbogen her.
“Gennem årene har den politiske beslutningsproces leveret mange sager om vildledning og misinformation af befolkningen, og nu vil et lovudkast fra Offentligheds-kommissionen indskrænke mulighederne for indsigt i denne beslutningsproces. I november kommer justitsministeren med sit forslag, der ventes at følge offentligheds-kommissionens forslag, hvis det ikke ligefrem går længere end kommissionen,” skriver de to forfattere på hvidbogens hjemmeside, ministerbetjening.dk.
Dansk Journalistforbunds kredsbestyrelser har alle taget afstand fra forslaget om ”ministerbetjening”.
For at bidrage til den videre debat om ændringen af offentlighedsloven har kredsene i fællesskab taget initiativ til hvidbogen, der beskriver problemerne ved den foreslåede indskrænkning af adgangen til aktindsigt i ministerbetjening.
Udgivelsen støttes økonomisk af en række journalistiske medarbejderforeningen på store og små medier.
Belastende informationer lukkes af
Mange pressefolk ser forslaget til ny offentlighedslov som et forsøg på en gang for alle at lukke af for informationer, der er belastende for det politisk-administrative system. Journalister med års erfaring i anvendelsen af den gamle offentlighedslov frygter, at det udvikler sig til en praksis, der vil gøre det vanskeligere og i mange tilfælde umuligt at kontrollere magthaverne.
Den ene af forfatterne, Lars Rugaard, er taler på Åbenhedstingets konference den 6. december i Folketingets Fællessal.
Skriv et svar