Faaborg-Midtfyn kommune vil ikke røbe hverken navne, telefonnumre eller mailadresser på borgere og ansatte, der har sendt spareforslag ind til kommunen. Begrundelse: oplysningerne er private.
Redaktionen på Fyns Amts Avis/Fyens Stiftstidende i Faaborg-Midtfyn bad om navne og telefonnumre på alle forslagsstillere, efter at kommunen i forbindelse med en større sparerunde offentligt havde opfordret alle og enhver til at komme med spareforslag til kommunen.
Journalisterne bad om navnene på forslagsstillerne, fordi flere af de alternative spareforslag til kommunen rummede interessante bud, som kunne fortjene en uddybende forklaring i avisen.
“Men kommunen har ikke været interesseret i røbe hverken navne, telefonnumre eller mailadresser. Heller ikke efter, at avisen formelt søgte om aktindsigt i papirerne,” forklarer lokalredaktør Tim Visti, der sammen med journalist Kasper Riggelsen klagede til Statsforvaltningen Syddanmark.
Forslag er personlige
Kommunens afvisning af at give aktindsigt sker med henvisning til, at der er tale om oplysninger, som vedrører “personlige forhold”.
Borgmester Hans Jørgensen fra Socialdemokraterne forklarer til avisen, at han har garanteret over for de ansatte, at de ikke efterfølgende vil blive stillet til regnskab, men tværtimod kan tænke frit.
Argumentet fra borgmesteren er blandt andet, at det, der er et rationaliseringsforslag for nogle, vil blive anset for at være et egentligt spareforslag af andre.
Derfor kan der ifølge Hans Jørgensen opstå konflikter i forhold til kollegerne, hvis en ansat kommer med en idé inden for det område, som han eller hun arbejder med til daglig.
Borgmesteren ønsker også at sikre, at kommunen vil kunne få de ansatte til at bidrage med forslag en anden gang. Han mener derfor, at en offentliggørelse af navnene ligefrem kan skade den demokratiske proces.
Borgerne skal også være hemmelige
Heller ikke navnene på de mange helt ”almindelige” borgere, der har skrevet ind med gode råd og idéer, har det været muligt for avisen at få oplyst. Direktør i kommunen, Annalise Horster, har udtalt til avisen:
“Det er ikke, fordi vi ønsker at indføre censur. Men dem har vi heller ikke fortalt, at deres navne efterfølgende kunne optræde nogen steder. Vi har heller ikke overvejet, at nogen efterfølgende ville bede om at få forslagene udleveret. Det havde vi virkelig ikke.”
Statsforvaltningen Syddanmark har bekræftet, at klagen er modtaget og lovet at behandle den, men der er endnu ikke truffet en afgørelse.
Skriv et svar