Bedre samarbejde mellem journalister og embedsmænd om aktindsigt – er der behov for spilleregler

Kommunale og statslige jurister frygter journalisters brug af massebegæringer, dvs når vi beder om aktindsigt i samme sagskompleks i en række kommuner, eller når vi beder om alle sager af en bestemt slags. De frygter især, sådan som jeg har hørt det, hvad vi får af muligheder for den slags begæringer med en ny offentlighedslov.
Myndighederne skal bruge et meget stort apparat til at besvare de sager, og de ser tit upræcise anmodninger. Eller journalister, der beder om noget, der ikke findes, og juristerne så skal gætte sig til, hvad det egentlig er, journalisterne ønsker.
Journalister bør helt generelt blive bedre til konkret at forstå, i hvilken dagligdag hos myndighederne, at vores begæringer bliver behandlet, og hvad vi skal gøre, for at det glider lettere for begge parter, og at vi faktisk får oplysninger ud om centrale og vigtige sager.
Oveni er der så problemet med tillid. Vi tror jo ofte, at der ligger noget andet bag, hvis en sag trækker ud eller lignende. Og vi tror jo heller ikke, at en kommunal eller statslige jurist ringer og siger, at den virkelige stinker ligger her og ikke lige der, hvor du søger.
Under alle omstændigheder kan alt kun blive bedre af dialog. Vi burde måske foreslå at få nogle spilleregler i fællesskab – hvad vil vi anbefale som best practice af journalister og jurister.
Har du et bud på elementer i det?