Beboere og vuggestue ved intet om ammoniakfare

Nyt udendørs ammoniak-anlæg på Bornholm godkendt i al hast. Beboere og institutioner har intet hørt.

Nyt ammoniakanlæg på slagteriet i Rønne skaber utryghed hos beboere og institutioner. Miljøstyrelsen vil ikke oplyse, hvor anlægget er placeret. Foto: Morten Jørgensen.

Nyt ammoniakanlæg på slagteriet i Rønne skaber utryghed hos beboere og institutioner. Miljøstyrelsen vil ikke oplyse, hvor anlægget er placeret. Foto: Morten Jørgensen.


Slagteriet Danish Crown i Rønne på Bornholm har opstillet et nyt udendørs ammoniak-køleanlæg, uden at de nærliggende beboere og institutioner har fået noget at vide. Miljøcenter Roskilde godkendte det nye anlæg i al hast i foråret, selv om Miljøstyrelsen insisterede på en særlig miljøundersøgelse.

”Det r helt nyt for mig. Jeg har ikke fået orientering om det nye anlæg. Og derfor har vi aldrig talt om, hvad vi skal gøre i tilfælde af et uheld,” siger Janus Node, leder af Daginstitution Vest, der er det ene af de fire distrikter for daginstitutioner på Bornholm.

Han har blandt andet ansvaret for Børnehaven Nordstjernen, der ligger ca. 800 meter fra slagteriet, og Karrusellen Trinbrættet – en børnehave og vuggestue kun et par hundrede meter fra slagteriet.

Ny tank få meter fra skel

Åbenhedstinget har været i kontakt med fire af naboerne til slagteriet, og de har heller ikke fået nogen orientering om ammoniak-anlægget.

”Jeg har set, at de har lavet noget nyt, men ikke anet hvad det var,” fortæller Jette Sundgaard Kofod, Haslevej 23.

Den nye udendørs ammoniaktank ligger nogle få meter fra hendes skel, og hen til hendes hus er der omkring 25 meter.

”Det larmer mere end tidligere,” fortæller Birthe Larsen fra Havstien 1.

Hun har heller ikke været klar over, hvad der er sket på slagteriet, men gået ud fra, at sikkerheden er i orden.

Ammoniak-anlæg aldrig godkendt

Slagteriets ammoniak-køleanlæg er aldrig tidligere blevet godkendt på grund af flere fejl i sagsbehandlingen.
Danish Crown skriver til Miljøcenter Roskilde, at virksomheden har ventet på en officiel afgørelse af, om den var underlagt særlige risiko-bestemmelser.

Miljøcentret vurderer derimod, at der ikke kan have været tvivl om, at virksomheden skulle følge de særlige regler for risikovirksomheder.

Derfor har miljøcentret ventet på at få de såkaldte risikodokumenter fra virksomheden, som skulle have været afleveret allerede i april 2007. I stedet modtog centret den 7. januar 2009 en orientering om, at køleanlægget ville blive skiftet ud.

Miljømyndighederne har således slet ikke set på den særlige risiko fra ammoniak-køleanlægget – hverken tidligere eller i perioden fra 2007 til januar 2009, ligesom virksomheden heller ikke er blevet rykket for at aflevere risikodokumenterne.

 

Udskiftning skal miljøgodkendes

Da sagsbehandleren på Miljøcenter Roskilde fik papirerne på det nye køleanlæg, vurderede han, at den udskiftning i sig selv var så omfattende, at den skulle have en særlig miljøgodkendelse. Han spurgte Miljøstyrelsen til råds, der støttede hans opfattelse.

Miljøstyrelsen pegede i sin udtalelse på, at virksomheden er placeret i et boligområde med private boliger, plejehjem og børnehave inden for 200 meter, og at der er mere end 150 mennesker inden for dette område.

Miljøstyrelsen vurderede også, at det nye anlæg øger risikoen med en faktor tre-fire for de 50 mennesker, der i forvejen er udsat for en særlig høj risiko.

Chef underkendte medarbejder

Alligevel valgte Miljøcenter Roskilde at godkende det nye anlæg umiddelbart. Medarbejderen på centret blev hermed underkendt af sin kontorchef, Helge Andreasen.

”Vi har afgjort, at det ikke er godkendelsespligtigt,” forklarer Helge Andreasen.

Han vurderede, at det nye anlæg ikke samlet ændrede nævneværdigt på risikoen for de lokale.

”Frem for at forsinke en godkendelse af ændringen, ønskede jeg at komme i gang med en egentlig vurdering af ammoniak-anlægget,” forklarer han.

Danish Crown har indsendt sikkerhedsdokumenter

Helge Andreasen oplyser, at Miljøcenter Roskilde nu langt om længe har modtaget sikkerhedsdokumenterne fra Danish Crown om bl.a. køleanlægget.

”Vi vil snart begynde at behandle dem. Hvornår det er færdigt, kan jeg ikke sige,” fortæller han.

Prøvesag på forholdet mellem miljømyndigheder

Sagen om Rønne slagteri bliver hos miljømyndighederne betragtet som en prøvesag på forholdet mellem Miljøstyrelsen og de lokale Miljøcentre.

Dagen efter at Jens Michael Povlsen fra Miljøstyrelsen var kommet med udtalelsen, ringede han til kontorchef Helge Andreasen i Miljøcenter Roskilde.

Jens Michael Povlsen fastholdt, at ændringen skulle godkendes, men måtte også medgive, at det var Miljøcenter Roskilde, der havde ansvaret for at vurdere, om der var tale om en øget risiko.

Og når Helge Andreasen fra miljøcentret vurderede, at der ikke var nogen ekstra risiko, kunne han også konkludere, at der ikke skulle en godkendelse til.

Nøjagtig placering er hemmelig

Åbenhedstinget har fået aktindsigt i Miljøstyrelsen i dialogen mellem Miljøcenter Roskilde og styrelsen. Vi har dog ikke fået oplyst den præcise placering af den nye ammoniaktank. Det er undtaget fra aktindsigt af hensyn til firmaets sikkerhed.

Den afgørelse har Åbenhedstinget klaget over til Miljøministeriet, fordi det må være vigtigt for beboere og institutioner at kende den nøjagtige placering af anlægget.

I forbindelse med beboeres og institutioners kritik af ikke at have hørt noget, fortæller Helge Andreasen, at hans afgørelse om at det nye anlæg var ikke-godkendelsespligtig har været annonceret i lokale medier og lagt på By- og Landskabsstyrelsens hjemmeside. Her er det dog ikke længere.

Åbenhedstinget har også bedt om denne afgørelse.

Sagen rejses i Bornholms Regionskommune

Leder af Daginstitution Vest på Bornholm, Janus Node, vil nu rejse sagen om ammoniak-anlægget over for Bornholms Regionskommune.

”Jeg vil bede embedsmændene om at vurdere, hvordan vi skal agere i denne sag,” oplyser han.

Notat om sagen fra Miljøcenter Roskilde

Udtalelse fra Miljøstyrelsen

Afgørelse om ikke-godkendelse

By- og Landskabsstyrelsen offentliggør afgørelser fra miljøcentrene.

Miljøstyrelsen om ammoniakfare og andre farlige stoffer.

Ammoniak-udslip på fiskefoderfabrik

Del dette:
Posted in Risikovirksomheder

En kommentar til “Beboere og vuggestue ved intet om ammoniakfare
  1. Kender myndighederne ikke til denne passus i det såkaldte Seveso direktiv II?

    1. Medlemsstaterne sørger for, at alle personer og alle institutioner, der betjener offentligheden (skoler, hospitaler osv.), og som må påregnes at kunne blive berørt af et større uheld på en af artikel 9
    omfattet virksomhed, regelmæssigt og uden at skulle anmode herom modtager oplysninger i den mest hensigtsmæssige form om sikkerhedsforanstaltninger og hensigtsmæssig adfærd i tilfælde af et sådant uheld.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

Abonner på nyhedsbrevet

Loading

Olufs blog

Oluf







Offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen skriver om aktindsigt. Har du brug for råd om aktindsigt i konkrete sager - skriv til Oluf Jørgensen (oj@dmjx.dk).

> Se blogindlæg

Mulvads blog

mulvad

Redaktør Nils Mulvad skriver om databaser og temaindsigt. Skriv til Nils Mulvad på nils.mulvad@kaasogmulvad.dk

> Se blogindlæg

Vejledninger

Gravercentrets vejledning fra 2024

Kammeradvokatens vejledning
Kammeradvokatens praktiske råd til myndigheder. Det er godt at kende kammeradvokatens standardformuleringer for afslag med begrundelser.

Kaas & Mulvads 14 praktiske råd
Rådene er fra 2012. De handler om praktisk journalistisk metode.

Kontrolorganer
Ankestyrelsen er tilsynsorgan for kommuner og regioner, og afslag på aktindsigt kan sendes til Ankestyrelsen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet er klageorgan vedrørende aktindsigt i miljøet.
Se nævnets afgørelser om aktindsigt.

Folketingets Ombudsmand:
Udtalelser findes nemmest via Offentlighedsportalen.

Myndighedsguide bl.a. om nogle offentlighedsemner.