Journalister er afskåret fra aktindsigt i minksagen

De politiske bestræbelser på at få undersøgt beslutningsprocessen i minksagen har den paradoksale konsekvens, at journalister og medier er helt afskåret fra aktindsigt i sagen. Dokumenter, der normalt er omfattet af aktindsigt, er mørkelagt. Det er i strid med miljøoplysningsloven og kan betyde, at vigtige oplysninger ikke kommer frem – eller først med lang forsinkelse.

Minksagen skal undersøges af en granskningskommission

Behovet for undersøgelse skyldes især, at der ikke var lovhjemmel til generel minkaflivning, da regeringen traf beslutning. Folketingets Udvalg for Forretningsorden har kort før jul bestemt, at beslutningsprocessen i minksagen skal undersøges ved en ny form for kommission, der kaldes granskningskommission. Det fremgår af udvalgets beretning, hvor kommissorium for undersøgelsen fremgår af bilag.

Loven om undersøgelseskommissioner skal ændres for at sikre den nødvendige lovhjemmel. Udvalget for Forretningsorden opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag, så det bliver muligt at nedsætte en granskningskommission i løbet af april.

Granskningskommissioner skal være tættere forankret til Folketinget end undersøgelseskommissioner, og til det formål skal etableres et granskningsudvalg under Folketingets Udvalg for Forretningsorden. Hvis en kommission får oplysninger om forhold, der ikke er omfattet af kommissoriet, men nærliggende at inddrage, kan kommissionen rette henvendelse til Folketingets udvalg, der kan præcisere eller udvide undersøgelsen. Granskningskommissioner skal tilstræbe at afslutte arbejdet inden for 1 år fra nedsættelsen.

I øvrigt skal reglerne for undersøgelseskommissioner gælde, bl.a. undtagelsen fra vidnepligt om forhold, der kan give problemer for vidnet selv. Denne ret til at undgå ”selvinkriminering” betyder, at embedsmænd og ministre, der risikerer at komme i klemme, ikke har pligt til at svare på spørgsmål, når de bliver afhørt.

Hvis en departementschef og en minister, der dagligt arbejder tæt sammen, skulle have haft en fortrolig samtale om manglende lovhjemmel, før beslutningen om minkaflivning blev truffet, er det næppe sandsynligt, at de ligefrem har lyst at fortælle herom – pligt har de ikke. 

Særregel om aktindsigt bør overvejes

Loven om undersøgelseskommissioner bestemmer, at myndigheder skal have samtykke fra kommissionen for at give aktindsigt efter offentlighedsloven i materiale, der indgår i en undersøgelse (§ 31). Denne særregel gælder ikke for aktindsigt efter miljøoplysningsloven.

Hvis Folketinget beslutter, særreglen også skal gælde for materiale til en granskningskommission, er det vigtigt at få præciseret, at en kommission kun kan sige nej til aktindsigt, når den konkret vurderer, at aktindsigt sandsynligvis vil skade kommissionens undersøgelser væsentligt. En sådan præcisering vil også være relevant i forbindelse med undersøgelseskommissioner.

Offentlighedslovens generalklausul bruges, før kommission er nedsat

Særreglen i loven om undersøgelseskommissioner gælder først, når en kommission er nedsat, men afslag for dokumenter, der forventes at indgå i en kommende undersøgelse, bliver givet efter offentlighedslovens generalklausul, der ikke angiver bestemte beskyttelsesintereresser (§ 33, nr. 5).

Bemærkningerne til generalklausulen fik en tilføjelse i det andet forslag til ny offentlighedslov (2012-13), der ikke var med i det første (2010-11) og heller ikke i Offentlighedskommissionens betænkning. Tilføjelsen fik ikke opmærksomhed ved lovforslagets behandling:

”Bestemmelsen kan ligeledes anvendes til at undtage dokumenter og oplysninger, som må forventes at komme til at indgå i en kommende undersøgelseskommissions arbejde, såfremt det vurderes, at en udlevering af materialet vil være skadelig for kommissionens gennemførelse af sin undersøgelse.”

Ombudsmanden har i en række sager udtalt, at afslag efter generalklausulen skal bygge på konkret begrundelse, hvorfor særlige forhold nødvendiggør hemmeligholdelse. Der skal være nærliggende risiko for, at aktindsigt i det enkelte dokument vil skade en kommende kommissions undersøgelse væsentligt. Ved denne vurdering kan indgå, hvor nært forestående nedsættelsen af en undersøgelseskommission er, og om de pågældende dokumenter og oplysninger må forventes at blive centrale for kommissionen.  

Miljøoplysningsloven henviser til regler i den gamle offentlighedslov, der også havde en generalklausul. Denne lov bygger på internationale standarder og præciserer, at undtagelser ikke må bruges i strid med EU-direktivet om miljøoplysninger (§ 2, stk. 6).

I redegørelsen ”Hemmeligholdelse i strid med demokratiske principper” er direktivets krav til lovgrundlag omtalt i kapitel 13. Generalklausulen falder helt uden for direktivets krav til udtrykkelige og præcise undtagelser.  

Journalister får afslag på aktindsigt i minksagen

Justitsministeriet afslog i midten af december aktindsigt til Berlingske i et dokument, der kunne belyse Justitsministeriets rolle i beslutningsprocessen om minkaflivningen.

Erhvervsministeriet afslog 6. januar aktindsigt til DR i dokumenter, der var udvekslet med en række andre ministerier om sagen. Dagen efter afslog Sundhedsstyrelsen aktindsigt til DR, om styrelsens udveksling af dokumenter med en række andre myndigheder om sagen.

Generalklausulen er brugt til at afslå aktindsigt med henvisning til en kommission, der endnu ikke er lovgrundlag for og først forventes nedsat til april. Det betyder, at aktindsigt i beslutningsprocessen er afskåret i en længere periode.

Samtlige dokumenter er undtaget uden konkrete vurderinger af, om det er sandsynligt, at aktindsigt i de enkelte dokumenter og oplysninger reelt vil skade den kommende kommissions undersøgelser.

Sundhedsstyrelsen henviser både til offentlighedsloven og miljøoplysningsloven, men uden at tage stilling til, om de enkelte dokumenter er omfattet af miljøoplysningsloven. Styrelsen nævner, at ”såfremt” sagen om aflivning af mink er omfattet af miljøoplysningsloven undtages dokumenterne efter generalklausulen i den gamle offentlighedslov. Styrelsen overser, at generalklausulen strider mod EU-direktivet.

Offentlighed kunne styrke undersøgelser

Undtagelser fra aktindsigt bygger tilsyneladende på en generel formodning om, at aktindsigt vil skade en kommissions undersøgelser. Det er ikke sandsynliggjort, og afslag bliver ikke begrundet konkret.

Det er tværtimod mere sandsynligt, at offentlighed kunne styrke den faktiske oplysning af sager. I en række sager er vigtig information kommet frem i kraft af journalisters undersøgelser og whistleblowing. Et par eksempler:

Journalister ved Information afslørede i 2011, hvordan 500 unge statsløse systematisk fik frataget deres ret til statsborgerskab. Aktindsigt og whistleblowing bidrog til dokumentation, der førte til nedsættelse af en undersøgelseskommission.

Tibetkommissionen måtte genåbnes, fordi P1 Orientering i 2018 dokumenterede, at der ikke var foretaget en gennemsøgning af embedsmænds og ministres mailkonti og eventuelle kopier. Politibetjente stod frem og fortalte om en generel praksis for at skjule demonstrationer under kinesiske statsbesøg.

Gælder miljøoplysningsloven for minksagen?

Miljøoplysningsloven omfatter bl.a. oplysninger om forhold, foranstaltninger og aktiviteter, der påvirker menneskers sundhed via et miljøelement, f.eks. luften (§ 3, nr. 6).

Smittespredning af covid-19 sker bl.a. gennem overførsel af viruspartikler via små dråber, der spredes i luften fra smittede mennesker eller mink. Sundheds- og Ældreministeriet mente i starten af pandemien, at sager om aktindsigt skulle behandles efter miljøoplysningsloven, ligesom Folketingets Ombudsmand havde konkluderet nogle år tidligere i en sag om MRSA-smitte i svinestalde.

Efter et møde med Justitsministeriet 17. juni 2020 ændrede Sundheds- og Ældreministeriet opfattelse. I et revideret notat 2. juli meddelte ministeriet, at miljøoplysningsloven ikke længere skulle anvendes i sager om covid-19.

Ændringen betød, at mange dokumenter, der udveksles mellem ministerier, blev omfattet af offentlighedslovens brede undtagelse for ministerbetjening. Oplysninger om faktiske forhold kan dog ikke undtages efter denne undtagelse, men lovens ”generalklausul” blev taget i anvendelse uden konkrete vurderinger.

Først blev aktindsigt aflivet – senere blev minkene

Ved ændringen i starten af juli lagde Sundheds- og Ældreministeriet vægt på, at smitte over en længere afstand end 1 meter alene kunne lade sig gøre, hvis der udføres en aktiv handling. Ifølge DR-Detektor har Sundheds- og Ældreministeriet siden september været i tvivl om grundlaget for denne vurdering. Miljø- og Fødevareministeriet skrev i oktober til Sundheds- og Ældreministeriet, at oplysninger om smittespredning i minkstalde tyder på, at der er tale om miljøoplysninger.

Alvorlige risici for smittespredning førte til, at mink blev aflivet i løbet af efteråret: Først de smittede, senere ikke smittede op til 7,8 km fra farme med smitte og til sidst alle mink i hele landet.

Oplysninger om smittespredning taler for, at dokumenter og oplysninger i minksagen hører under miljøoplysningsloven ligesom MRSA-smitte fra svin. Denne lov giver hverken mulighed for at anvende den brede ministerbetjeningsregel eller generalklausulen til at afslå aktindsigt. Særreglen i loven om undersøgelseskommissioner gælder heller ikke for aktindsigt efter miljøoplysningsloven.

Det ville være godt for den demokratiske kontrol, hvis interessen for lovhjemmel i disse tider kunne brede sig til aflivning af aktindsigt.