Direktør benægter plan om skovsalg

Direktør for Skov- og Naturstyrelsen (SNS), agronom Hans Henrik Christensen, benægtede 21.5 i Radioavisen DR P4, at der fandtes aktuelle planer om et større skovsalg i provinsen. Christensen hævdede, at der ingen lister findes i Miljøministeriet over skove, der skal sælges.

Påstanden har vakt forundring blandt medarbejdere i Skov- og Naturstyrelsen, fordi både statsskovdistrikterne og ansatte i styrelsen har været pålagt at udarbejde en sådan liste i de seneste uger.

Direktørens afvisning blev fremsat som kommentar til Åbenhedstingets omtale af en hidtil hemmeligholdt plan for et omfattende salg af statsskove og andre ejendomme i provinsen.

Ifølge kilder i Skov- og Naturstyrelsen skal man skaffe 225 mio. kr. som Miljøministeriets bidrag til finansieringen af næste års finanslov. I april-maj i år har statsskovdistrikterne derfor været pålagt at udarbejde lister over salgbare skove og andre ejendomme inden for deres områder.

Alene i Thy/Hanherred, der i forvejen står til at miste den meget omtalte Østerild Plantage til et nationalt testcenter for vindmøller, skal der være udpeget yderligere ”ca. 10 ejendomme”. Med de gældende lave skovpriser skal der i alt sælges i størrelsesordenen 7000 hektar statsskov for at skaffe samtlige 225 mio. kr.

Den ikke-eksisterende liste

Forstfuldmægtig Mads Jakobsen i Skov- og Naturstyrelsens kontor for Natur og Formidling har haft som opgave at indsamle statsskovdistrikternes salgsforslag til den samlede liste. Over for Radioavisen har Jakobsen imidlertid ikke ønsket af be- eller afkræfte eksistensen af denne salgsliste. Han henviser til direktøren.

Listen over de salgbare skove er allerede blevet præsenteret på et møde i Finansministeriet, men trods dette benægter direktør Hans Henrik Christensen dens eksistens.

Allerede i april bekræftede Miljøministeriets jurister dog, at der findes en salgsliste. Det skete, da man afslog en anmodning om aktindsigt i netop denne liste med henvisning til, at den udgjorde en del af det lovforberedende arbejde til næste års finanslov og dermed var undtaget fra retten til aktindsigt.

Fuldstændigt forkert billede

I en pressemeddelelse 21.5 kommenterede Hans Henrik Christensen indslaget i Radioavisen, som han bl.a. beskyldte for at tegne et ”fuldstændigt forkert billede af udviklingen for den statsejede skov og natur i Danmark”. Ifølge direktøren køber staten mere skov end den sælger.

”Faktum er, at det samlede skov- og naturareal siden 2001 er vokset med 8.500 hektar”, skrev direktøren i pressemeddelelsen. Der anførtes dog ingen kilde til denne påstand, og arealet er væsentligt større, end hvad Skov- og Naturstyrelsen sædvanligvis opgiver.

I forbindelse med den tidligere omtalte aktindsigt i salgslisten udleverede styrelsen tabellen ”Erhvervede skov- og naturarealer 1989-2007”. Af den fremgår (se nedenfor), at der i perioden 2001-2007 kun er erhvervet 1277 hektar skov. I hvilket omfang dette tal også inkluderer nyetablerede skovrejsningsarealer oplyses ikke, men selvom tallet udelukkende skulle omfatte etableret skov, er arealet i direktørens påstand syv gange større end den virkelighed, som styrelsens medarbejdere normalt oplyser til offentligheden.

Ingen penge til testcenter

Videre påstår Hans Henrik Christensen i sin pressemeddelelse, at enhver sammenhæng mellem skovsalget for 225 mio. kr. og finansieringen af det nationale vindmøllecenter i Thy er ”grebet ud af den blå luft”.

Vindmøllecenteret i Østerild Plantage er vurderet til at koste staten mindst 172 mio.kr. i direkte etableringsudgifter i en netop offentliggjort analyse fra rådgivningsfirmaet Grontmij Carl Bro. Til trods for sammenfaldet i de to beløb afviser direktøren enhver sammenhæng.

Hans Henrik Christensen forsikrer, at man kun sælger skov for at sikre penge til ministeriets naturbevarende indsats. ”Det jeg kan sige med sikkerhed er, at hvis vi sælger arealer, vil vi bruge pengene på vand- og naturindsatsen,” skriver direktøren til slut i sin pressemeddelelse.

Erhvervede skov- og naturarealer 1989-2007

Del dette:
Posted in Aktindsigt, Miljøoplysninger

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

Abonner på nyhedsbrevet

Loading

Olufs blog

Oluf







Offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen skriver om aktindsigt. Har du brug for råd om aktindsigt i konkrete sager - skriv til Oluf Jørgensen (oj@dmjx.dk).

> Se blogindlæg

Mulvads blog

mulvad

Redaktør Nils Mulvad skriver om databaser og temaindsigt. Skriv til Nils Mulvad på nils.mulvad@kaasogmulvad.dk

> Se blogindlæg

Vejledninger

Gravercentrets vejledning fra 2024

Kammeradvokatens vejledning
Kammeradvokatens praktiske råd til myndigheder. Det er godt at kende kammeradvokatens standardformuleringer for afslag med begrundelser.

Kaas & Mulvads 14 praktiske råd
Rådene er fra 2012. De handler om praktisk journalistisk metode.

Kontrolorganer
Ankestyrelsen er tilsynsorgan for kommuner og regioner, og afslag på aktindsigt kan sendes til Ankestyrelsen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet er klageorgan vedrørende aktindsigt i miljøet.
Se nævnets afgørelser om aktindsigt.

Folketingets Ombudsmand:
Udtalelser findes nemmest via Offentlighedsportalen.

Myndighedsguide bl.a. om nogle offentlighedsemner.