MRSA: Retssag må ikke forsinke aktindsigt

En virksomhed, der anlægger en retssag for at forhindre aktindsigt, scorer med det samme et selvmål. Det kan nemlig ikke hemmeligholdes, hvem der anlægger en civil retssag. Det fremgår af Højesterets afgørelse 22/1 2016 i den langstrakte sag, som Kjeld Hansen og Nils Mulvad fører for at få offentlighed om virksomheder i svinebranchen, der er ramt af MRSA.

Advokat Tyge Trier (tv) førte retssagen på vegne af Nils Mulvad og Kjeld Hansen (th). Foto: Lone Hougaard.

Langstrakt aktindsigt om svinevirksomheder med MRSA

For snart fire år siden 14/3 2012 anmodede Kjeld Hansen og Nils Mulvad om aktindsigt i, hvilke svinevirksomheder, der var fundet MRSA-positive i en undersøgelse, Fødevarestyrelsen havde gennemført i 48 svinebesætninger. Fødevarestyrelsen havde givet ejerne løfte om fortrolighed i den frivillige undersøgelse, og styrelsen afslog aktindsigt. En lang klageproces endte hos Folketingets Ombudsmand. Han fastslog 6/6 2014, at der ikke var grundlag for at afslå aktindsigt. Se dokumenter i klagesagen

Fødevarestyrelsen traf nu afgørelse om at give aktindsigt, men suspenderede sagen, da Landbrug & Fødevarer 9/7 2014 anlagde retssag på vegne af 5 ejere af svinebesætninger med påstande om, at afgørelsen om aktindsigt var ugyldig, og at retssagen havde opsættende virkning. Landbrug & Fødevarers vigtigste argumenter var løfterne om fortrolighed, og at offentlighed ville føre til stigmatisering af ejerne og deres familier.

Aktindsigten blev yderligere forhalet, da Østre Landsret 6/2 2015 konkluderede, at retssagen havde opsættende virkning. Landsrettens afgørelse signalerede, at det ville være nemt få opsættende virkning ved at henvise til stigmatisering. Denne afgørelse blev indbragt for Højesteret af Journalistforbundet og Fødevarestyrelsen.

Højesterets afgørelse

Højesteret fastslår først, at de enkelte ejere har en retlig interesse i at få prøvet afgørelsen om aktindsigt. Et sagsanlæg kan derfor ikke afvises.

Dernæst fastslår Højesteret, at sagsanlægget ikke har opsættende virkning på afgørelsen om aktindsigt.

Højesteret tager udgangspunkt i kriterier for opsættende virkning fra en afgørelse, Højesteret traf i 1994. Den konkrete afgørelse skal bygge på afvejning mellem interessen i offentlighed mod arten og omfanget af den skade, der kan blive påført ved offentlighed samt en foreløbig vurdering af, om afgørelsen om aktindsigt kan forventes at være ugyldig.

Højesteret henviser til kravet om hurtig sagsbehandling og afgørelse af anmodninger om aktindsigt. Højesteret understreger, at “der er en meget væsentlig offentlig interesse i, at udlevering af oplysninger i henhold til en afgørelse om aktindsigt som det helt klare udgangspunkt ikke forhindres ved søgsmål om opsættende virkning“.

Højesteret finder ikke, at stigmatisering er nærliggende eller væsentlige konsekvenser af offentlighed om MRSA-smitte i svinebesætninger.

I den foreløbige vurdering af sagens substans, finder Højesteret ikke grundlag for, at afgørelsen om aktindsigt skulle være ugyldig.

Endelig fastslår Højesteret “en ordning, hvorefter navnet på en part i en civil retssag hemmeligholdes for en anden part, herunder i rettens afgørelser, må kræve lovhjemmel….En sådan lovhjemmel foreligger ikke. Højesteret har derfor ikke anonymiseret de fem landmænds navne i denne kendelse“. Læs Højesterets afgørelse

Kommentarer

Det har stor betydning, at Højesteret fastslår, at navne på virksomheder og ejere, der anlægger en retssag ikke kan hemmeligholdes. Hvis journalister og medier fremover skulle blive udsat for sagsanlæg for at forhindre aktindsigt, kan navne offentliggøres, når sagen anlægges. Denne konsekvens betyder, at virksomheder i mange tilfælde ikke kan have interesse i at rejse en retssag for at hindre gennemførelse af aktindsigt.

Det er også værd at bemærke, at Højesteret under gennemgangen af retsregler konstaterer, at medvirken i frivillige undersøgelser af miljøforhold med løfte om fortrolighed ikke sikrer mod aktindsigt.

Endelig er det vigtigt, at Højesteret strammer kriteriet for opsættende virkning og fastslår som det helt klare udgangspunkt, at aktindsigt ikke må forhindres ved søgsmål om opsættende virkning. Formuleringen er et klart signal til myndigheder om, at de uanset søgsmål skal ekspedere sager om  aktindsigt hurtigt.

Landsretten så bort fra ombudsmandens afgørelse, og landsrettens afgørelse var i det hele taget forbløffende lemfældig. Hvis den var blevet stadfæstet, ville det være nemt at få opsættende virkning ved at henvise til stigmatisering. Højesteret har i den grad sat landsretten på plads.

Højesteret træffer ikke afgørelse om gyldigheden af selve afgørelsen om aktindsigt. Fødevarestyrelsen skal nu efter Højesterets afgørelse give aktindsigt, og derfor er det ikke sandsynligt, at L&F vil fortsætte sagen. Hvis sagen fortsætter ved landsretten, bliver det vigtigt at få fastslået, at MRSA spredes ved støv, og at oplysninger derfor handler om emissioner.

Sagens substans handler om alvorlige miljøproblemer ved virksomheder. Højesterets afgørelse sikrer ikke, at myndigheder træffer rigtige afgørelser om aktindsigt, men den giver et nyttigt værn mod virksomheders forsøg på at forhindre gennemførelsen af afgørelser.