Miljøministeriet har alligevel planer om at fremsætte en ny miljøoplysningslov, oplyser ministeriet. Arbejdet med høringssvar har trukket ud.
Åbenhedstinget skrev før jul, at en ny miljøoplysningslov var droppet. Det skete i artiklen Åbenhed sejrer inden for miljøet efter, at der var udsendt en ny vejledning til den eksisterende miljøoplysningslov.
Vejledningen guidede myndighederne meget grundigt i at administrere miljøoplysningsloven både i henhold til den gamle og den nye offentlighedslov, som trådte i kraft 1. januar 2014.
Intet sted i vejledningen eller i høringsbrevet til vejledningen stod der, at ministeriet stadig forberedte en ny miljøoplysningslov, og at vejledningen kun skulle gælde i meget kort tid. En ny miljøoplysningslov skulle ellers efter planen være fremsat i oktober sidste år for at være trådt i kraft 1. januar 2014 samtidig med den nye offentlighedslov.
Høringen gav dog en massiv kritik af lovforslaget for at stride mod EU’s direktiv om miljøoplysninger og Aarhuskonventionen, bl.a. udtalte Åbenhedstinget:
SYNSPUNKT: Ny miljøoplysningslov strider afgørende mod EU-regler
Da loven stadig ikke var fremsat ved udsendelsen af vejledningen kort før jul, konkluderede forskningschef Oluf Jørgensen, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, at det måtte betyde, at loven var droppet.
Ingen forklaring på forsinkelse
Men nej, siger kontorchef Paolo Perotti, Miljøministeriet. Et nyt lovforslag er på vej til Folketinget og ventes fremsat i februar. Hvorfor det har taget så lang tid, og hvad der skal justeres, vil han ikke oplyse.
Han påpeger, at Statsministeriet har orienteret Folketinget om forsinkelsen af den nye miljøoplysningslov. Åbenhedstinget har forsøgt at finde denne orientering, men det er ikke lykkedes.
Paolo Perotti mener ikke, at Miljøministeriet burde have oplyst om forsinkelsen af miljøoplysningsloven, og at ministeriet stadig planlagde at fremsætte den.
Frygter manglende indberetning
Oluf Jørgensen frygter, at forsinkelsen af loven har betydet, at Danmark ikke har orienteret Aarhuskonventionens kontrolorgan i Geneve om det nye lovforslag. Der skulle ske indberetning
i december 2013 om ændringer i retstilstanden.
Journalisten: Omstridt miljølov ikke død alligevel
Hvad der er sket i sagen får vi måske at vide i uge 4.
Gladsaxen.dk fremsatte før jul denne anmodning om aktindsigt i sagen:
“Ved mail af 24. december 2013 har Gladsaxen.dk anmodet om aktindsigt i lovforslaget om miljøoplysninger – i første omgang journalliste og eventuel korrespondance om fortolkningen af Århus-Konvention og miljøoplysningsdirektiv.”
Miljøstyrelsens Morten Imer har senest 20. januar 2014 svaret:
“Miljøstyrelsen er desværre endnu ikke færdig med at behandle anmodningen om
aktindsigt.
Begrundelsen er, at anmodningen omfatter et større antal dokumenter, som tager noget tid at gennemgå.”
Det kunne tyde på, at man bevidst forhaler aktindsigten til efter lovforslagets fremsættelse.
Miljøstyrelsens Morten Imer har endelig besvaret Gladsaxens aktindsigt. Det fremgår af svaret, at man fortsat overvejer, at gennemføre den nye lov med inskrænkelser.
http://gladsaxen.dk/miljoestyrelsen-overvejer-fortsat-indskraenkninger-i-miljoeoplysningsloven/
Folketingets Ombudsmand har i en afgørelse om aktindsigt i overflytningen af Kystdirektoratet fra Transportministeriet til Miljøministeriet understreget rækkevidden af Miljøoplysningsloven.
I følge Folketingets Ombudsmand var overflytningen en sag omfattet af Miljøoplysningslovens regler, hvorfor den nye offentlighedslovs regler om ministerbetjening ikke kunne anvendes.
Læs afgørelsen her:
http://www.ombudsmanden.dk/find/nyheder/alle/flytning_af_kystdirektoratet/