Referat fra møde i Updates netværksgruppe om elektronisk aktindsigt, Åbenhedstinget, den 12. december 2012. Til stede: Oluf Jørgensen, Poul Carstensen, Bruno Ingemann og Nils Mulvad (referent).
Dagsorden:
1. Offentlighedsloven
2. Myndighedsrundspørgen
3. Masser af data
4. Center for undersøgende journalistik – fremtid for Åbenhedstinget (struktur og opgaver)
5. Politiets sigtelse mod Kjeld og Nils
6. Evt
Ad 1
Se de seneste artikler om offentlighedsloven her:
Generelt oplever vi en vis træthed omkring diskussion om offentlighedsloven. Det har kørt i så mange år – uden at det er gennemført. Måske er der en særlig vinkel med, at der er lavet en aftale om et lovforslag, som så holdes hemmeligt i flere måneder.
Der sker dog i nogen kredse en begyndende diskussion. Journalistens hjemmeside er meget aktiv.
Vi deltager i debatter, forbereder henvendelse til Retsudvalget og overvejer andre skridt.
Ad 2
Et færdigt udkast til rapport er sendt rundt.
Bruno forbereder artikler til hjemmesiden på basis af rapporten, der også ventes omtalt i medierne.
Vi bruger rapporten som afsæt til en henvendelse til Retsudvalget om postlister. Vi peger på de myndigheder, der ifølge undersøgelsen ønsker at deltage i forsøg, og at alle ønsker den mere avancerede version af forsøg – ikke bare et traditionelt postlisteforsøg.
I rapporten fremgår det, at flg. myndigheder alle ønsker at indgå i forsøg (14 kommuner og 3 styrelser).
Allerød Kommune
Assens Kommune
Egedal Kommune
Gribskov Kommune
Hjørring Kommune
Holbæk Kommune
Hørsholm Kommune
Ishøj Kommune
Langeland Kommune
Lyngby-Taarbæk Kommune
Odder Kommune
Silkeborg Kommune
Syddjurs Kommune
Varde Kommune
Beredskabsstyrelsen
Direktoratet for Kriminalforsorgen
Forsvarskommandoen
Yderligere bør vi pege på et ministerium, for eksempel Justitsministeriet. Andre store styrelser kunne være relevante, for eksempel Sundhedsstyrelsen, Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen, Arbejdsmarkedsstyrelsen og Arbejdsskadestyrelsen. Det er vigtigt, at der sker noget i den pågældende myndighed, som normalt er af stor interesse for offentligheden.
Sideløbende er det meget vigtigt, at få journalister aktivt involveret i forsøgene og få opsamlet erfaringerne. Der er ingen grund til at gennemføre forsøg, hvis der ikke er journalister i den anden ende til at bruge materialet.
Åbenhedstinget vil forsøge at identificere mulige relevante journalister og medier til et sådant forsøg før en henvendelse til Retsudvalget. Vi vil forsøge at gøre henvendelsen så konkret som mulig med en konkret plan.
Vi vil desuden opfordre til, at Justitsministeren benytter sin bemyndigelse til at udstede en bekendtgørelse om adgang til dagsordener, bilag og referater i kommuner og regioner. Vi vil opfordre, at den bekendtgørelse kommer samtidig med loven, fordi det er så udbredt allerede nu. En bekendtgørelse vil få de sidste med og indføre ensartede minimumsregler.
Ad 3
Myndighederne forbereder den helt store frigivelse af data. Se her:
Vi må se i øjnene, at det kun i begrænset omfang ventes at blive benyttet af medierne, mens en lang række private virksomheder kan bruge data kommercielt. De er den nye olie. Vi vil gå ind i debatten med vores forslag til, hvad der skal ud og i hvilke formater.
I forlængelse af det vedtog vi sende dette høringssvar vedrørende VVM-direktivet:
Åbenhedstinget har følgende bemærkninger til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv til ændring af VVM-direktivet med høringsfrist til 17. december 2012, jfr hjemmesiden:
https://bdkv2.borger.dk/Lovgivning/Hoeringsportalen/Sider/Fakta.aspx?hpid=2146003976En væsentlig del af miljøvurdering (VVM) består af inddragelse af offentligheden og åbenhed om beslutningerne. Der er behov for, at alt materiale er tilgængeligt under høringen. Det gælder miljøredegørelsen, myndighedens vurdering og evt baggrundsrapporter. EU domstolens afgørelse fra Djurgärden understøtter denne linje, så der er kun tale om at stadfæste den nuværende retstilstand, som burde være en selvfølge.
Det er af hensyn til den efterfølgende demokratiske opfølgning vigtigt, at materialet også er tilgængeligt efter høringen, og at der ikke er restriktioner på adgang til materialet. Det er ikke tilfældet i øjeblikket. For eksempel mangler offentligheden adgang til en vigtig baggrundsrapport fra DHI om fugle fra miljøvurderingen af vindmøllerne i Nissum Bredning. Materialet bør derfor ligge hos myndigheden, så der er sikkerhed for adgang, hvis rådgivere eller virksomheder går konkurs.
Hvis der i forbindelse med miljøvurderingen er indsamlet data, bør data også gøres tilgængelige for offentligheden.
Der er forslag om overvågning, og her gælder samme problemstilling. Overvågningsdata skal selvfølgelig også være offentligt tilgængelige, og det skal være muligt at vurdere overvågningsdata i forhold til miljøvurderingen. Det understøtter behovet for permanent adgang til miljøredegørelse og baggrundsrapporter.
Det er ikke tilstrækkeligt, at bygherrerne foretager overvågning. Der er også behov for, at VVM-myndighederne en gang imellem vurderer de afgørelser, de har truffet.
Der bør derfor indføres en pligt til, at VVM-myndighederne med regelmæssige mellemrum (f.eks. hver andet eller fjerde år) foretager en evaluering af de VVM-forløb, de har været igennem, og sætter dem i relation til den udførte overvågning. Evalueringen skal offentliggøres, og den skal indeholde en beskrivelse af, hvilke erfaringer myndigheden har gjort, og hvordan den vil forbedre kommende VVM-forløb.
Ad 4
Inden mødet var rundsendt et “letter of interest”, som havde givet en positiv tilbagemelding. Brigitte, Bruno og Nils arbejder nu konkret med at færdiggøre en ansøgning om fondsbevilling til et center for undersøgende journalistik, der typisk skal stå for den type undersøgende journalistik, som Åbenhedstinget indtil nu selv har stået for på basis af data, som vi har fået aktindsigt i, og hvor medierne ikke i fuldt omfang har kunnet løfte yderligere research og analyse, som for eksempel landbrugsstøtte, svinebakterier og farlige virksomheder.
Der var enighed om, at vi fremover kører aktiviteterne som to søjler. Dvs. at Åbenhedstinget driver aktiviteter omkring offentlighedslov, åbenhed og politiske forlig, mens det nye center tager sig af undersøgende journalistik på basis af sagerne. Vi opdeler det nuværende indhold efter den model.
Ad 5
Journalistforbundet har givet grønt lys for, at Tyge Trier kører sagen – ellers er der intet nyt.
Ad 6
Vi fik ikke aftalt møder i 2013. Jeg forestiller mig, at det bliver 12/3, 13/6, 12/9 og 12/12 – alle dage klokken 14 hos Update.
Skriv et svar