Åbenhedstinget har fået en del henvendelse om militære benzinlagre og ammunitionslagre efter udsendelsen i DR’s Kontant den 12. januar 2010. Efter en del overvejelser har jeg besluttet, at de ikke kommer på kortet.
Jeg har virkelig været i vildrede om, hvorvidt de skulle med. De er ikke omfattet af reglerne om risikovirksomheder, fordi der er en særlig fortrolighed omkring de militære installationer. Det taler for at holde dem ude.
På den anden side er de jo lige så farlige for de omkringboende, og det taler for, at de skal med på kortet. Vi ser også eksempler på, at militæret sælger lagerplads til for eksempel fyrværkerivirksomheder, og det skal jo ikke være en mulighed for at komme uden om risikobekendtgørelsen.
For stor opgave
Samlet er jeg dog nået frem til, at jeg ikke lægger dem på kortet. Årsagen er, at det vil være en stor opgave at vedligeholde og tage eventuelle konflikter omkring offentliggørelsen. Det har Åbenhedstinget desværre ikke kapacitet til, som det ser ud i øjeblikket.
Og det er ikke klogt, at Åbenhedstinget går ind i en sag, som det ikke magter. Så hellere vente til nogen kan.
Jeg håber virkelig, at nogen vil løfte den opgave. Hvis det sker, vil jeg være glad for at kunne videregive de mange oplysninger.
Skriv et svar