Danmark, Sverige og England er imod, men EU’s dyreste politik vil vare ved mange år endnu, mener professor i EU-politik.
3.245 milliarder kroner.
Det er et det beløb, der danner rammen om forhandlingerne om EU’s fælles landbrugspolitik frem mod 2020, som fødevarer- og landbrugsminister Mette Gjerskov (S) som EU-formand skal forsøge at lande.
I dag ankommer EU’s landbrugsministre til tre dages uformelle diskussioner i Horsens, og Åbenhedstinget har i den anledning lavet et overblikskort, der viser forskelligheden mellem de 27 lande. Alle fakta er hentet fra Eurostat og EU-kommissionen.
Klassisk EU-konflikt
Som det kan ses på kortet, er der stor uenighed blandt medlemslandene om, om den fælles landbrugspolitik overhovedet skal eksistere. Et udgangspunkt, der gør det svært for Mette Gjerskov at få enderne til at mødes.
Hun sidder for bordenden i en klassisk EU-konflikt, hvor de nordlige lande ønsker at reformere landbrugspolitikken, mens de Øst- og Sydeuropæiske lande står fast på den nuværende politik, som de får mest gavn af, forklarer professor i EU-politik Peter Nedergaard fra Københavns Universitet.
Han har igennem flere år fuldt med i den fælles landbrugspolitik, som altid har været et fundament for EU-samarbejdet, og som stadig er den største post på EU’s samlede budget, hvor den i dag udgør ca. 40%.
Landbrugspolitikken er jo en del af den byttehandel, der i sin tid samlede EU. Tyskland fik nogle muligheder for at afsætte de industriprodukter, som de var stærke til at producere, mens franskmændene fik en fælles landbrugspolitik, som så styrkede dem økonomisk, siger Peter Nedergaard.
Fortsat fransk forsvar af landbrugsstøtten
Franskmændene har siden hårdnakket forsvaret landbrugspolitikken. Og selvom de har fået en ny socialistisk præsident, der gerne vil have indført vækstpakker i EU, gør de det med garanti også i dag, mener Peter Nedergaard.
Frankrig har godt nok ændret sig meget som økonomi, men landbrugsstøtten er stadig en vigtig del af deres indtjening. Det er mange milliarder kroner fra EU’s støtte, der havner hos dem hvert år, så det har Hollande ingen interesse i at ændre på, siger han og påpeger samtidig, at landmændene har stor politisk magt i Frankrig.
En fransk præsident skal til enhver tid kunne sikre sine stemmer hos landmændene. Det gælder også Hollande.
Dansk ønske bliver næppe opfyldt
De Østeuropæiske lande er ligesom Frankrig store tilhængere EU’s fælles landbrugspolitik. Her har de ubestridt den største beskæftigelse indenfor landbrug i EU. Derfor har de siden optagelsen i 2004 fået en nedsat landbrugsstøtte, men vil få mere som årene går.
Et land som Polen er et kæmpe EU-land indbyggermæssigt. Og de har rigtig mange små landbrug, der vil nyde godt af støtten. Så de fylder en del i forhandlingerne, fortæller Peter Nedergaard.
Han tror derfor på, at det igen bliver en meget lille ændring af landbrugspolitikken, der kommer ud af ministrenes forhandlinger i år.
Vi ender meget tæt på det forslag, der ligger fra kommissionen. Og det er hverken særlig liberalt eller efter danske holdninger, men det bliver deromkring, lyder EU-professorens vurdering.
Er der ikke også en pointe i, at den primære kontrol med støtten foretages af medlemslandene, men at medlemslandene hver især har størst interesse i at få så meget af støtten tildelt som muligt. Hvis der f.eks. opdages svindel i et land vil det betyde at det land mister den del af støtten og landet har derfor incitament til ikke at opdage det. Så længe støtten er der, vil landene have interesse i at få tildelt og beholde så meget af den som muligt.