I over ti år har danske journalister kæmpet for at få adgang til rådata. Nu er vi en ekstrem hård fase, hvor det er meget svært at få data. Der er brug for klare regler, orientering om gældende praksis, sanktioner og ændret kultur.
Danske journalister begyndte i 1996-97 at bede om data hos myndighederne. Det skete efter en studietur i USA, hvor de to daværende JP-journalister Flemming Svith og Nils Mulvad blev inspireret til at benytte de amerikanske metoder til at skaffe data og bruge dem til journalistiske historier.
Det førte i 1999 til dannelsen af Dicar – Center for Analytisk Journalistik. Dicar var centrum for opsamling af erfaring om elektronisk aktindsigt. Åbenhedstinget er en udløber af Dicar.
Et særligt gennembrud var at få adgang til skolernes afgangskarakterer i 2001.
Et andet at få et regneark med embedslægernes vurdering af plejehjem i 2005.
I begge sager kom gennembruddet efter en afgørelse fra Ombudsmanden.
Samarbejde med styrelser
Der udviklede sig en praksis, hvor nogle myndigheder samarbejdede konstruktivt med journalister, og hvor myndigheder og journalister sammen fik aftalt de praktiske aspekter ved en aktindsigt uden det store besvær. Vi så også en tendens til, at myndigheder efter en tabt sag blev mere samarbejdsvillige.
Det skete for eksempel med Direktoratet for FødevareErhverv, efter at Kjeld Hansen og Nils Mulvad i maj 2004 fik udleveret data om modtagere af landbrugsstøtte. Daværende fødevareminister Marianne Fischer Boel måtte efterfølgende beklage, at have ført Folketinget og Folketingets Ombudsmand bag lyset. Og herefter var det lettere at samarbejde.
Amter og kommuner var åbne
Dicar havde i en lang periode haft et særdeles glimrende samarbejde med amter og kommuner om at udvikle postlister til et praktisk anvendeligt redskab for samarbejde mellem medier og myndigheder. Det kulminerede i en fælles rapport med det daværende Nordjyllands Amt, Dicar og de lokale medier om, hvordan elektroniske postlister bør fungere.
Dicar håbede at få samme proces i gang med databaser og henvendte sig derfor til flere myndigheder, bl.a. Den Digitale Taskforce, Videnskabsministeriet og Justitsministeriet. Men ingen ønskede den slags forsøg.
Prøvesager vejen frem
Dicar besluttede derfor at sætte en del kræfter ind på at køre prøvesager for at tvinge myndighederne til at forholde sig til spørgsmålet om databaseadgang.
Sagen om landbrugsstøtte er et godt eksempel på det. Den førte til, at styrelser under Fødevareministeriets område i 2004 udarbejdede et fælles notat om databaseadgang, som bl.a. indgik i Offentlighedskommissionens arbejde. På mange områder var Dicar enige i dette notat. Et afgørende punkt var der dog uenighed om. Notatet slog fast, at journalister kun havde ret til en papirudskrift af en database, ikke et elektronisk udtræk. Den tolkning afviste Dicar.
I dag har medierne det virkelig svært med ministerier og styrelser. Nogle få er samarbejdsvillige og åbne om data, men de fleste er virkelig besværlige. Især hvor det drejer sig om adgang til miljødata, som der findes helt særlige og gode regler for adgang til. Her ser vi, at myndigheder ikke vil af med deres data, og altså ikke følger reglerne.
Vores centrale oplevelser
– Sager trækker i langdrag og drukner i endeløse gentagelser af dårlige argumenter
– Hjemlen for myndighedernes afgørelser er dårlige eller ikke-eksisterende
– Myndigheder vil have penge for deres data
– Myndigheder følger ikke Ombudsmandens afgørelser, men starter ny sagsbehandling
Eksempler
Vetstat – denne sag begyndte i 2004 og er sendt rundt i det uendelige. Den 13. november 2009 har Ombudsmanden bedt om en redegørelse for sagen fra Videnskabsministeriet.
Højdemodellen – her kom Ombudsmanden med en klar afgørelse den 14. maj 2009, der fejede alle Miljøministeriets afgørelser til side. Alligevel vil ministeriet ikke udlevere data, men har sendt sagen forbi Kammeradvokaten.
Husdyrbrugsregistret – her kom Ombudsmanden med en klar afgørelse januar 2009. Alligevel vil styrelsen stadig kun udlevere data mod klækkelig betaling. Dvs. sagen har fra begyndelsen i 2005 og til nu ikke flyttet sig. Sagen er påklaget endnu en gang, og vi skal hele samme klagegang igennem, før vi igen kan få en afgørelse.
Risikovirksomheder – Ombudsmanden vurderer i øjeblikket ministeriets begrundelser for at sige nej til at udlevere data. Vi venter også stadig på en afgørelse fra Miljøklagenævnet.
CVR-data – Erhvervs- og Selskabsstyrelsen forlanger 5.000 kroner om måneden for at tillade at trække de daglige opdateringer af nye selskaber og selskabsændringer. Sagen er påklaget til ministeriet.
Konklusion
– Der er brug for klare regler
– Der er brug for orientering om gældende praksis om databaseadgang
– Der sker alt for lidt, når myndigheder ikke følger reglerne – vi har brug for sanktioner.
– Brug for en ændret kultur. Myndighederne må åbne sig.
Skriv et svar