En lille håndfuld ekstremt farlige virksomheder ligger så dårligt placeret, at de sandsynligvis må lukke eller flytte. Uheld kan få alvorlige konsekvenser i omgivelserne. Navnene på disse virksomheder hemmeligholder Miljøstyrelsen på grund af terrorfrygt, ligesom beboerne i nærheden heller ikke må få noget at vide om beredskabsplaner. Det sker i strid med Seveso-direktivet fra EU og dansk miljølovgivning. Nu må vi have navnene frem og diskussionen til at foregå åbent.
Efter fyrværkeri-ulykken i Seest ved Kolding er Miljøstyrelsen i fuld gang med at kortlægge alle de farlige danske virksomheder. Det sker i dybeste hemmelighed. Kaas & Mulvad har i januar 2008 søgt om aktindsigt i listen over disse virksomheder, ligesom vi har spurgt til beredskabsplaner. Vi har spurgt både i kommuner og i Miljøstyrelsen. Nogle enkelte kommuner har svaret, men hovedparten har afvist at svare. Det samme har Miljøstyrelsen.
I øjeblikket behandler Miljøklagenævnet alle de sager, hvor kommuner har afvist at svare, mens Folketingets Ombudsmand vurderer Miljøstyrelsens afvisning.
Aarhus Oliemølle og Topsil
Undervejs har vi fået oplyst navnene på godt 20 af de knap 120 farlige virksomheder i Danmark. En sjettedel. Og vi har fået adgang til at se nogle få beredskabsplaner eller dokumenter i sagerne. Typisk har vi set planer for ammoniakanlæg og olieanlæg. Men altså ikke planer for nogle af farligste virksomheder, som har oplagret store mængder opløsningsmidler eller andre farlige kemikalier. Kilder peger på, at der kan være tale om olieterminaler, medicinalvirksomheder i København NV, Aarhus Oliemølle (AAK) eller Topsil i Frederikssund. Men det kan også være helt andre virksomheder.
Problemet er, at vi ikke får det at vide. Seest-udvalget i Miljøstyrelsen arbejder i fortrolighed. Måske vil det endda i sidste ende bøje reglerne så meget eller slet ikke formulere nogle regler for at undgå, at disse særligt farlige virksomheder må flytte.
Chef undlader risikovurdering
Det ville så ligge i forlængelse af den praksis, man for nylig så med et køleanlæg på basis af ammoniak i Rønne på Bornholm. Chefen for Miljøcenter Roskilde skrev under på, at det ikke var nødvendigt med en risikovurdering – en beslutning som i bedste fald bøjer de eksisterende regler, i værste fald er i modstrid med dem. Beslutningen bør give anledning til debat på de arbejdspladser og huse, der ligger tæt på køleanlægget. Hvad er faren for beboerne? Hvad skal de gøre, hvis der sker et uheld? Og hvad med de ansatte?
Tilsvarende bør alle andre, der bor tæt på eller arbejder på nogle af de andre farlige virksomheder, få oplyst risiko og beredskab.
Ja, de har faktisk krav på det ifølge Seveso-direktivet og den danske miljøoplysningslov, der i sin udmøntning direkte nævner risikovurderinger som eksempel på det, borgerne har krav på at se. Det fremgår af §2, stk. 7 i bekendtgørelsen om aktiv formidling af miljøoplysninger.
PET: Alt er terrortrussel
Når vi ikke får det at se, sker det, efter at Politiets Efterretningstjeneste har været inde og se på dokumenterne. PET vurderer, at det vil udgøre en terrortrussel at udlevere bare den mindste oplysning fra papirerne.
Men en sådan hel generel afvisning af aktindsigt i risikovirksomheder er der ikke dækning for i loven. Og den formynderiske behandling af borgerne med at nægte indsigt for at beskytte dem mod terror, kan sagtens vise sig at være langt farligere, når uheldet er ude på en af disse virksomheder. For det sker jo jævnligt, blandt andet har der været to uheld på Århus Oliemølle, mens der endnu ikke har været et terrorangreb på en farlig virksomhed.
Hvornår vil Miljøstyrelsen leve op til miljøoplysningsloven og fortælle danskerne om de farlige virksomheder. Hvor udsatte er vi, og hvad skal vi gøre, når der sker en ulykke på en af dem?
Indlægget har været bragt som læserbrev i Jyllands-Posten 11. juni 2009.
Skriv et svar