Af Astrid Fischer – indlæg på Åbenhedstingets konference
Hvordan undgår vi, at politikerne får slettet mails og skjuler rapporter? Hvordan sikrer vi, at embedsmænd ikke kun er politikernes forlængede arm, men også følger loven? Status efter e-mailsagen om overbetaling til private hospitaler.
Jeg vil fortælle om mine egne forsøg på at skaffe mig indsigt i den sag, som er blevet kendt som mailsagen eller sagen om overbetalingen til privathospitalerne.
Og det er – som overskriften på den her del af konferencen lægger op til – et eksempel på en sag, hvor ministerier/forvaltningen i ekstrem grad har holdt oplysninger skjult for offentligheden, helt åbenlyst i strid med det, som der står i den gældende offentlighedslov.
Det tør jeg sige meget klart, efter at jeg har haft mulighed for at se på nogle af de langt over 1000 dokumenter, som Sundhedsministeriet frigav i fredags sent om eftermiddagen.
Jeg har ikke fået det helt store forkromede overblik endnu. Men der er med sikkerhed i hundredvis af dokumenter, som jeg skulle have haft indsigt i for halvandet år siden, da jeg søgte aktindsigt i sagen første gang.
Priser til privathospitaler kan sættes ned
Men først lige et par ord om, hvad sagen handler om. Kernen i den er den her rapport, der sidste år henlå i sundhedsministeriet i ni måneder. En rapport, der bl.a. konkluderer, at priserne til privathospitalerne skal sættes markant ned – med 30-35 procent.
Det kunne have været væsentligt for den offentlige debat, at den rapport var kommet frem, eller i hvert fald nogle af oplysningerne fra den, for sidste år – mens den lå i ministeriet – rasede der jo netop en heftig debat om, hvorvidt privathospitalerne blev for rundhåndet betalt. Bl.a. var Rigsrevisor ude med kritik af det.
Og vi har jo lige præcis en offentlighedslov, for at offentligheden skal have indsigt i forvaltningens oplysninger om en sag, så debatten kan blive kvalificeret. Det er helt centralt for et åbent og demokratisk samfund, som offentlighedskommissionen skriver det i sin betænkning.
Alligevel blev meget altså holdt skjult.
Større frirum til ministre
Det synes jeg er meget tankevækkende, når vi nu står over for at skulle have en ny offentlighedslov, hvor offentlighedskommissionen lægger op til, at regeringen, ministre og embedsværket skal have et større frirum end i dag, som skal være undtaget fra offentlighedens indsigt, nemlig når det gælder dokumenter, der kan betegnes som ministerbetjening.
Men når vi ser i den her sag, hvor langt regeringsapparatet er parat til at gå for at holde oplysninger skjult for offentligheden, så synes jeg man må spørge, om der er nogen grund til med en ny lov nærmest at legitimere det ved at skabe et meget større frirum, hvor offentligheden ingen indsigt har. Og det uddyber jeg senere.
Og nu til det helt konkrete.
Modstrid i udtalelser
I maj sidste år søgte jeg første gang aktindsigt i sagen. Da havde det konservative Folkepartis formand, Lene Espersen – som da var økonomiminister – et par måneder forinden i Politiken været ude at sige, at nu skulle der skrues ned for de gyldne haner til privathospitalerne. Priserne skulle ned med 25 procent.
I Folketinget havde hun, 13. maj, benægtet, at det med de 25 procent var noget, hun havde fra sundhedsministeriets udredning.
Hvis hun havde set den, ville det være svært at begrunde, at ingen andre måtte se den. Alligevel sagde den konservative sundhedsminister, Jakob Axel Nielsen, samme dag i Folketinget, at hun HAVDE oplysningerne fra ministeriets udredning.
Der var altså en oplagt sag at søge mere indsigt i. Og få dage senere søgte jeg aktindsigt i både udredningen, altså rapporten, og udtrykkeligt også i alle andre dokumenter, herunder brevveksling og e-mails i sagen, samt en journalliste.
Den lille journalliste – og den virkelige
Her er så hvad jeg lidt over en måned senere fik:
En journalliste med 15 akter. Jeg fik indsigt i fire dokumenter, nemlig fire, der i forvejen var offentligt tilgængelige – svar til Folketinget og sådan noget.
Det skal holdes op imod det, som Sundhedsministeriet lagde ud sent fredag den den 3. december, og som ligger på denne USB-nøgle. Der er en journalliste med samme nummer og titel. Der er næsten 900 akter.
Nogle af dem er selvfølgelig kommet til, efter at jeg fik aktindsigt, men jeg har været inde i de fleste, og jeg kan sige med sikkerhed, at der her ligger i hundredvis af dokumenter, som jeg skulle have haft dengang.
Det er dokumenter, som har været udvekslet mellem forskellige ministerier eller ministerium og styrelse, og det er jo hovedreglen i den gældende offentlighedslov, at når et dokument forlader en forvaltningsenhed, så er det i princippet også tilgængeligt for offentligheden.
Udover at jeg skulle have haft indsigt i dokumenterne, skulle de også have være anført på journallisten. Altså den liste med de 15 akter.
Jeg har prøvet at genfinde sporene af den lille journalliste i den nye liste, der nu er udleveret. Det kan jeg ikke. Der er ikke noget, der ligner min journalliste. Det leder til et spørgsmål om, hvorvidt den journalliste, jeg fik dengang, var konstrueret til mig, en fiktion. Og konsekvensen var, at den gav et falsk indtryk af, at det var en meget lille sag, som der ingenting var i.
Det var journallisten.
Rapporten var sendt ud af ministeriet
Så kan vi lige tage rapporten. Den var faktisk heller ikke opført på journallisten, men jeg søgte jo indsigt i den og fik afslag. Jeg kan se nu, at jeg nok skulle have haft den, fordi den på det tidspunkt havde været sendt ud af ministeriet, i hvert fald til Sundhedsstyrelsen.
I det afslag jeg fik på at se den, betragtes rapporten som et INTERNT dokument.
I interne dokumenter skal man som hovedregel alligevel have indsigt i en sags faktuelle omstændigheder, og dem var der masser af i rapporten. Men det fik jeg ikke. Ikke et ord fra rapporten.
Resten af akterne var primært notater, som man kunne kalde forberedelse til ministermøder. De er også undtaget aktindsigt, men på samme måde som med rapporten skulle jeg have haft indsigt i sagens faktuelle omstændigheder.
Men det fik jeg ikke, og afslaget blev begrundet med henvisning til en særlig undtagelsesparagraf, hvor der står noget om hensynet til det offentliges økonomiske interesser. Sundhedsministeriet forklarer i afslaget, at det kan skade forhandlingerne mellem Danske Regioner og privathospitalerne, hvis oplysninger fra rapporten og notaterne kom frem.
Også den forklaring mener jeg – med det vi ved nu – er helt hen i vejret. For det første ville det næppe skade Danske Regioner, hvis der kom oplysninger frem om, at ministeriet mente priserne til privathospitalerne skulle betragteligt ned. Det kunne kun være godt.
For det andet havde Danske Regioner og privathospitalerne lige forhandlet en aftale på plads, da jeg fik min aktindsigt. Og herefter blev rapporten slet ikke brugt – har vi fået at vide.
Rapporten har en forside
Den blev aldrig gjort færdig og aldrig brugt, har sundhedsminister Bertel Haarder jo mange gange slået fast. Og at den var ufærdig, det kunne man jo selv se – både Rigsrevisor, da han fik den i juli, og folketingets sundhedsudvalg, der fik den i oktober sidste år. Den havde jo ikke engang en forside. Det er tydeligvis en ufærdig rapport.
Men jeg kan da så afsløre, at rapporten HAR haft en forside på et tidspunkt. Jeg har fundet flere eksemplarer af rapport med forside i de akter, der ligger her. Det skulle offentligheden altså heller ikke have at se.
At der ER journalister, der ikke har fået de akter, som de skulle have sidste år, det HAR sundhedsminister Bertel Haarder erkendt – på et samråd i Finansudvalget i oktober. Vi har ikke hørt om, at det vil få nogen konsekvenser.
Og selvom der nu er frigivet mange akter, så har jeg ikke fået endeligt svar på den ansøgning, som jeg indgav i maj sidste år, og har genindgivet i september i år.
Spindoktorer og slettede mails
Jeg vil også lige nå at sige et par ord om spindoktorer og slettede mails, som der er lagt op til i programmet. Hele sagen kom jo op igen her i efteråret, fordi en ny bog “Projekt Løkke” citerede anonyme embedsmænd for, at Lene Espersens spindoktor havde beordret embedsmænd i to ministerier til at slette mails, de havde udvekslet om Lene Espersens optræden i Folketinget i maj – der hvor hun benægtede at have brugt Sundhedsministeriets rapport.
Økonomiministeriet har så efterfølgende sagt, at der ikke er slettet mails, og man har givet aktindsigt i en mailveksling mellem ministerierne. En mailveksling, der viser, at embedsmændene var meget ivrige efter at vide, om Lene Espersen i folketinget havde ”afsløret”, at hun HAVDE udtalt sig til Politiken på baggrund af Sundhedsministeriets rapport.
Og Sundhedsministeriet har offentliggjort én mail fra sundhedsminister Jakob Axel Nielsens spindoktor, Frank Korsholm, der dokumenterer, at det var dét, hun gjorde. Det fremgår af en mail med vedhæftede talepunkter, som han sendte til de konservatives partikontor og sundhedsordføreren i folketinget.
Alle de mails skulle også have været udleveret i forbindelse med min aktindsigtsansøgning i maj sidste år.
Da der jo er mange andre akter, som også skulle have været udleveret, er det svært at vide, om spindoktorerne eller ministerierne har ment, at spindoktorer på særlig måde er undtaget for aktindsigt. Det er de i hvert fald ikke.
De er heller ikke undtaget en forpligtelse til at journalisere, men det skete i hvert fald ikke med Frank Korsholms mail. Den er kun dukket op, fordi han har sendt den til ministeriet, nu da sagen kom op. Det fremgår af mailen, at han har sendt andre mails, men de er ikke dukket op eller fremlagt, – også den sag er der brug for mere klarhed over.
Frirum bliver et sted for skjulte oplysninger
Hvad er så læren af hele den her sag, som vi skal holde os for øje, når nu vi skal have en ny offentlighedslov?
Hvis vi får en offentlighedslov, som den offentlighedskommissionen har lagt op til, så vil en stor del af det her på USB-stikket, og også spindoktorernes mails, være skjult for offentligheden.
Den klare regel, vi har nu, er, at når et dokument forlader et ministerium, så er der i princippet ret til aktindsigt. Offentlighedskommissionen vil indføre en ny regel om ministerbetjening, som betyder, at dokumenter der udveksles inden for hele regeringsapparatet, mellem ministerier og styrelser – og endda også med folketingsmedlemmer – skal være helt lukket land for offentligheden, når der er tale om ministerbetjening.
Ideen med det er at skabe et frirum, hvor embedsmænd kan hjælpe ministeren ved at tænke højt og udvikle politiske ideer uden at risikere, at det senere kommer frem.
Men jeg synes den her sag klart viser, at det også kan blive et frirum til at holde oplysninger skjult og især til at skjule, at man skjuler noget. Det bliver svært, at få indsigt i de dokumenter, der viser, at noget er galt.
Og så viser sagen jo også, at der tilsyneladende er en meget stærk – måske simpelthen indbygget – drift i et regeringsapparat til at ville skjule ubelejlige oplysninger, og at regeringsapparatet er parat til at gå meget langt for at gøre det.
Og det skal tænkes med, når vi skal have en ny offentlighedslov.
Skriv et svar