Åbenhedstinget offentliggør yderligere 18 farlige virksomheder i dag. Miljøstyrelsen lover meget hurtigt svar, efter at ombudsmanden i går slog fast, at naboer har ret til at vide, om de har en farlig virksomhed i baghaven. Miljøministeriet og Miljøstyrelsen skal nu udlevere navne og adresser på de farlige virksomheder, som de har holdt skjult i over to år.
De 18 nye farlige virksomheder er hentet fra politiets hjemmeside – senest har Nordjyllands Politi i denne uge lagt oplysninger ud om en række farlige virksomheder. Andre politikredse har tidligere lagt oplysninger ud og er nu fulgt op med flere. Men der er ikke tale om, at man kan være sikker på, at alle de farlige virksomheder i en politikreds ligger på politiets hjemmeside, ligesom der er en række politikredse, der endnu ikke har lagt oplysningerne ud.
Syv politikredse skjuler risikovirksomheder
Vi mangler således oplysninger fra Sydøstjyllands Politi, Fyens Politi, Bornholms Politi, Midt- og Vestsjællands Politi, Nordsjællands Politi, Københavns Vestegns Politi og Københavns Politi.
Med de 18 nye farlige virksomheder, fortrinsvis i Nordjylland, har Åbenhedstinget nu offentliggjort navnene på 117 farlige virksomheder. Heraf er de 73 de såkaldte kolonne 2-virksomheder, mens 29 er de særligt farlige kolonne 3-virksomheder. 15 af virksomhederne drejer sig om mistanke fra læserne, som ikke er be- eller afkræftet endnu.
Your browser does not support iframes.
Vi har tidligere fået oplyst, at der i alt er omkring 130-140 farlige virksomheder på Miljøministeriets samlede liste. Hvis det er tilfældet, er vi tæt på at have identificeret næsten alle i dag.
Styrelse lover hurtigt svar
Efter ombudsmandens afgørelse rykkede vi Miljøstyrelsen for at få listerne hurtigt. Styrelsen lover denne gang at handle hurtigt.
“Vi er allerede i dialog med PET (Politiets Efterretningstjeneste, red) og håber at kunne vende tilbage til dig i næste uge,” skriver kontorchef, Karsten Biering Nielsen, Miljøstyrelsen i sit svar.
Danish Crown svarer ikke
Blandt de nye virksomheder på listen er fire slagterier, heraf de tre en del af Danish Crown. I alt er der nu fem af Danish Crowns slagterier på listen over risikovirksomheder.
Åbenhedstinget har tidligere skrevet særskilt om problemerne med slagteriet i Rønne og henvendt sig til Danish Crown for at få listen over alle koncernes risikovirksomheder.
Men vi har ikke fået noget svar fra Danish Crown, hvorimod både Arla og Dong har været behjælpelig med en samlet liste over deres risikovirksomheder.
Skriv et svar