Forslaget til ny offentlighedslov bliver en lov om lukkethed. Jo tættere man kommer på magten, den politiske proces og udførelsen af den centrale administration, jo mere lukket bliver der. Danmark tager et dybt spring ned af listen over lande med åbenhed, viser en detaljeret gennemgang af lovforslaget, som Åbenhedstinget har foretaget.
Som det fjerde land i verden fik Danmark en offentlighedslov i 1970. Før da havde Sverige, Finland og USA vedtaget en lov, og Norge kom med samme år som Danmark. I dag har 80 lande en offentlighedslov.
Der hviler således et særligt ansvar på USA og de nordiske lande for ikke at fremture med lukkethed.
I forslaget til ny lov i Danmark, der blev fremsat onsdag den 8. december 2010, er der en række positive fremskridt, der i store træk følger forslaget fra flertallet i Offentlighedskommissionen.
På nogle punkter er Justitsministeriets forslag dog vandet ud i forhold til Offentlighedskommissionens.
Lukket styring af den danske stat
På det mest afgørende område foretages der en fuldstændig indkapsling af administrationen, så alle de centrale beslutninger kan ske i dybeste hemmelighed. Mailsagen om overbetaling af de private hospitaler er et lærestykke i de konsekvenser, som den nye lov får, hvis den vedtages.
Mailsagen viser, at journalister efter en meget lang kamp har mulighed for aktindsigt i det forberedende arbejde, men ikke i det afgørende beslutningsgrundlag. Vi ved for eksempel stadig ikke, hvem der rent faktisk har foretaget beslutningen om, ikke at fremsende den omstridte rapport til Rigsrevisor.
Den beslutning er truffet et sted i det mørklagte rum i departementschefernes styregrupper og regeringens diverse udvalg.
En ny offentlighedslov vil fastholde mørket om disse allermest centrale administrative beslutninger i statsforvaltninger og samtidig lukke af for forberedelsen af disse beslutninger.
Det ville svare til, at alt i de politiske udvalg i byråd og regionsråd skulle foregå i det skjulte. En absurd tanke. Praksis i de fleste kommuner og regioner er, at dagsordener med indstillinger og referater fra disse møder ligger på nettet.
Offentligheden og medierne bliver med den ny lov overladt til at blive betjent af lækager på samme måde, som det sker i bananrepublikker.
Lovforslaget følger her kommissionens flertal. Mindretallet havde ønsket indsigt i beslutningerne, mens Foreningen for Undersøgende Journalistik ønsker indsigt i både det forberedende arbejde, som der er i dag og i beslutningsgrundlaget, som ville være en nyskabelse.
11 spørgsmål til Justitsministeriet
Følgende 11 punkter kalder især på en afklaring:
- Lovforslaget følger kommissionens snævre flertal om at lukke for det forberedende arbejde for ministre. Mindretallet ønsker indsigt i beslutningsgrundlaget, mens Foreningen for Undersøgende Journalistik ønsker indsigt i både det forberedende arbejde, som der er i dag, og i beslutningsgrundlaget. Retsudvalget bør alvorligt overveje, om den danske statsmagt skal være så lukket.
- Politiske forlig spiller en stigende rolle i lovgivningsprocessen. Hvorfor skal der indføres en helt ny undtagelse, der vil kunne hindre offentligheden i at få indsigt i grundlaget for politiske aftaler om lovforslag og om gennemførelse af lovgivning?
- Er lovforslaget på kant med eller i direkte strid med Europarådets nye konvention om åbenhed på fem punkter:
• generel undtagelse af indsigt i Folketingets og domstolenes administration,
• bred undtagelse med henvisning til statens sikkerhed uden krav om konkret vurdering,
• lukkethed om grundlaget for ministres beslutninger samt
• undtagelse af grundlaget for politiske aftaler mellem ministre og ordførere?
• lovforslaget opretholder en reservebestemmelse, der giver mulighed for undtagelser uden nærmere angivelse af formål - Skal ministerier fortsat slippe af sted med at undtage væsentlige dele af spindoktorernes arbejde fra aktindsigt jfr. justitsminister Lars Barfoeds udtalelse til Politiken 8. december 2010?
- Hvordan sikres mod blokeringer for demokratisk indsigt og erhvervsmæssig udnyttelse af data? Justitsministeriet har med ordet få strammet forslaget fra Offentlighedskommissionen. Vi trænger til at få særskilt afklaret prissætning af cvr-data, og få åbnet for ejendomsdata (handler og pantebreve) samt for de mange data, der nu bliver lukket af for ud fra en misforstået argumentation om at beskytte private oplysninger.
- Hvordan sikres et forsøg med postlister og journaladgang, der kan skabe grundlag for, at Danmark i dette tiår kan komme i front med at udnytte it-teknologien til at skabe åbenhed?
- Betyder den ny offentlighedslov, at det bliver åbenhed om opdrag, proces og datagrundlaget for udredninger, som offentlige myndigheder bestiller hos konsulentfirmaer?
- Hvorfor giver forslaget til ændringer i forvaltningsloven ikke borgere og virksomheder ret til aktindsigt i sager ved offentligt ejede forsyningsselskaber og i udliciterede afgørelsessager?
- Bliver de 65 undtagelser til offentlighedsloven i andre love bevaret?
- Folketingets Ombudsmand er eneste klagemulighed i forhold til ministerier, der sylter aktindsigt. Vil loven om Folketingets Ombudsmand blive ændret, så institutionen får bedre muligheder for at fungere som effektiv klageinstans?
- Hvorfor har Justitsministeriet tilføjet besynderlige gummiparagraffer til offentlighedsloven. Gummiparagrafferne giver myndigheder lov til at nægte aktindsigt med henvisning til ”prisgivelse af hensyn”, ”vildledende information”, eller at aktindsigt i oplysninger ”ikke har et forståeligt eller sammenhængende meningshold”.
Ingen har tilsyneladende set, at man kan få dokumenter fritaget for aktindsigt ved bare at maile dem til ministeren. Så er der tale om “ministerbetjening” og §24 kan tages i anvendelse. Det er ikke bare en kattelem, det er en ladeport.
Argumenterne om, at “kreativiteten bremses” ved aktindsigt i dokumenter, der flyder fra det ene ministerium til det andet er simpelthen så søgt. Hvem gider skrive historier i pressen om ligegyldige forslag, som aldrig blev til noget? Og hvis ikke de kan tåle dagens lys, er alle nok bedst tjent med, at de bliver i skrivebordsskuffen.